Amagerbankens krak i mandags er en sørgelig begivenhed både for de ansatte og for kunderne. Der er en del kunder, der mister deres opsparing, og det er bestemt tragisk. Og der er flere ansatte, der kommer til at overgå til ledighed i en periode, hvor det bestemt ikke er nemt at få et nyt arbejde, og det er bestemt også tragisk for den enkelte, for deres familie og for samfundet. Jeg forstår godt, at de ansatte blev tilbudt psykologhjælp, så de kan lære at tackle de nye udfordringer, der står overfor. Det er en god ledelse, der behandler deres medarbejdere på den måde.
Det der undrer mig er, når andre mennesker kommer med deres mavesure kommentarer om, at de ikke selv fik hjælp, da de blev fyret fra deres tidligere arbejde, og derfor skal andre heller ikke have det. Jeg bliver påvirket, når jeg læser sådanne negative kommentarer på stribe. Det er kommentarer som: ”Ja, men det er jo så synd for dem, nu da de ikke kan se frem til rentebetalte overenskomster, og indskudsbetalte bonusser. Nåhh de stakkels små snyltere skal på jobcenteret snart”, der undrer mig. Hvorfor kan man ikke unde andre mennesker en god behandling.
Man kunne måske undskylde det med, at det er i bankverdenen og mange ledige har økonomiske problemer, og derfor er de generelt sure på banker. Men jeg oplever det desværre også i de samme fora, når det gælder andre emner om ledighed. Ja, det er en kæmpe udfordring at være ledig, men det virker som om, at der er nogle mennesker, der er så sure på systemet, at de ikke kan være positive overhovedet.
Nye forhandlinger om fremtiden for de ledige
I dag forhandler beskæftigelsesministeren med de andre partier om at ændre nogle af reglerne for de ledige, men stadig er der negative kommentarer og ingen tro på, at der kan ske positive ændringer. Men det gør der. For eksempel er der nu i Københavns kommune indført, at førstegangsledige over 30 år kun skal være tilknyttet a-kassen det første halve/hele år (journalisten havde skrevet begge dele), så man ikke skal gå til ”de samme” samtaler to forskellige steder. Det er et positivt tiltag, lad os få flere af dem.
Hverdagen bliver til brok
Jeg kan ikke vide, om dem, der brokker sig på diverse internetsider for ledige også er så negative i deres hverdag. Men det håber jeg ikke. Hvis man konstant brokker sig i hverdagen, bliver det til en for stor del af ens liv, og det bliver sværere at komme ud af brokkeriet igen.
Man skal have lov til at være frustreret over systemet, men man skal også kunne lade det være en gang imellem og så fokusere på det, der kan få én videre i tilværelsen. Hvis man hele tiden brokker sig og anvender al sin energi dér, forsvinder fokus fra, at man skal søge arbejde, holde sig fysisk og mentalt fit for fight og være et menneske, der skaber indflydelse på sin egen situation.
Det er rigtig vigtigt at være i et fællesskab for os mennesker (se mit tidligere blogindlæg om fællesskab og ensomhed). Men det er ikke sundt for os, hvis det bliver et fællesskab om at brokke sig, så trækker man hinanden ned og til en reaktiv adfærd. Og måske risikerer man også, at ens omgivelser i andre sammenhænge bliver trætte af at høre på én, når der ikke kommer andet end galde op. Man må godt brokke sig lidt en gang imellem, for det er ikke okay regler, men der skal være så meget andet, der fylder i det sociale samvær. De færreste synes heller ikke om at tilbringe tid sammen med et menneske, der konstant brokker sig over sin samlever.
Et andet problem, hvis brokkeriet er blevet en vane, er, at det bliver mere sandsynligt, at man kommer til at sidde og brokke sig over en tidligere arbejdsplads eller tidligere kolleger. Og der er stort set ingen ansættende arbejdsgivere, der har lyst til at ansætte én, der brokker sig over tidligere steder. De vil tænke, at man bliver en negativ udfordring for kolleger og for chefen, samt at virksomheden kan risikere, at man ved ansættelsesophør går ud og taler negativt om den virksomhed også.
Hvor skal jeg parkere den mavesure mand?
Det er vigtigt at finde ud af, om man vil kæmpe en kamp for at ændre noget ved systemet. Derefter skal man finde ud af, hvor og hvordan man kan gøre dette. Det skal være et sted, hvor der arbejdes for at finde løsninger og skabe ændringer og ikke et forum, hvor der bare bliver brokket over situationen. Så sidder man fast – igen. Det skal altså være et forum, hvor man arbejder aktivt for en bedre fremtid for de ledige.
Og husk samtidigt, at det er vigtigt for dig at skabe ændringer af systemet i din nuværende situation, men det er nok ikke det, der kommer til at give dig et arbejde. Derfor må fokus på kampen ikke tage kræfterne og tiden fra at være jobsøgende. Det er trods alt det, der skal være din hovedbeskæftigelse i hverdagene, og det er det, der måske hurtigere kan få dig ud af ledigheden. Så gør en vurdering af, hvor meget tid og energi, du vil lægge i denne vigtige sag.
Husk at glæde dig på andres vegne – det andet klæder dig ikke
Det kan godt være, at du har det svært ved at være ledig, og at du ikke kan finde ud af, hvordan du skal tackle din ledighed, men det er ikke en gyldig grund til at tale dårligt eller med sarkasme om andre. Hvis man selv har det svært, kan man få det bedre ved at glæde sig på andres vegne. Man kan få det bedre af at fokusere på, at der er noget godt i livet, og at fordi man er ledig, så er det ikke ensbetydende med at hele verden er ond og grum, og at verden SKAL være det mod andre, når du føler, at den er det mod dig. Hvis man kun udstråler negativitet og kamp, så bliver man svær at nærme sig (undtaget for brokkere), og det er jo egentlig ikke det, mennesket i bund og grund ønsker sig.
Hvis éns negativitet kommer af, at man oplever understress eller jobsøgningsstress, så skal man gøre noget ved dette. Og det kan man gøre, ved at læse min bog ”Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig”.
Én kommentar til “Undgå at blive en mavesur gammel mand, der skræmmer andre væk!”