“Dagpengeland” nu som teater

Jeg vil sige, jeg kørte den lange vej mod Holbæk Teater med store forventninger til teaterforestillingen baseret på Lau Aaens blog om sin oplevelse med et aktiveringskursus hos Integro. Jeg har grinet rigtig meget, mens jeg har læst om oplevelserne på www.dagpengeland.dk, og det forventede jeg også at opleve i teaterudgaven. Samtidig med at jeg tænkte, at jeg kun kunne blive skuffet, når forventningerne var så høje.

Gode skuespilpræstationer

Når man, som jeg, har læst hvert et blogoplæg, er der ikke de store overraskelser i selve indholdet af forestillingen, og det kan være, at det var med til, at jeg ikke grinte så meget, som jeg havde forventet (men det havde jeg jo forudset). Men jeg vil samtidig sige, at det stadig er sjovt at opleve et aktiveringskursus gennem Lau Aaen- ikke mindst på grund af de rigtig gode skuespilpræstationer i rollerne som henholdsvis Lau, hans medkursist Mikkel, samt underviserne Britta (også ejeren af Ingtegro), Beatriz og Jean. Personerne blev fremstillet lige præcis sådan, som jeg havde forestillet mig – og det var bestemt underholdende. Skildringen af de to kursister fungerer rigtig godt i forhold til, at Lau er den, der får noget sjovt og underholdende ud af at være på kurset, mens Mikkel bliver mere og mere frustreret over at skulle deltage på et sådan aktiverings”tilbud”.

Forestillingen er ikke bygget op omkring den kendte model for at skrive en historie, hvor der er en krise, som skal løses. Men det gør ikke noget, at vi som publikummer mere er vidende til/deltagende i et aktiveringskursus, hvor vi ind imellem får et indblik i, hvad Lau tænker. Hans beskrivelser er rigtig sjove, og der var også flere publikummer med ekstreme grineflip. Det var en oplevelse i sig selv at se og høre en kvinde, der slet ikke kunne lade være at grine højlydt og uhæmmet. Det giver noget ekstra til forestillingen, og jeg tænkte, at det kunne have været mig, hvis ikke jeg havde læst teksterne i forvejen.

Min anbefaling

Det var en rigtig god oplevelse at se forestillingen (også selvom jeg ikke grinte så meget, som jeg havde forventet). Jeg vil gerne anbefale både ledige, deres pårørende og personer, der arbejder med ledige til at se forestillingen for at få et indblik i, hvordan det kan være at være ledig og blive udsat for diverse velmenende konsulenter, der ofte rammer skævt i forhold til, hvad der er behov for. Men du skal skynde dig, for forestillingen spiller kun til den 24.marts 2012. Ellers kan man jo håbe på, at forestillingen bliver sat op i København eller i én af de andre store byer, så I andre også kan få glæde af den.

Hvis ikke man vil/kan bruge penge på at se forestillingen eller den ikke lige spiller i nærheden af een, og du endnu ikke har læst dagpengeland.dk, vil jeg anbefale dig at læse Laus fremstilling af sit aktiveringskursus på www.dagpengeland.dk, det er rigtig god underholdning. Jeg har tidligere skrevet en blog, hvor jeg omtaler denne hjemmeside, samt hvad den kan give dig. Samt berører konsekvenserne af sådan et forløb for ledige, der ikke har det godt og har symptomer på jobsøgningsstress.  Du kan læse blogindlægget her

God fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *