”Det kan ikke betale sig at arbejde”, er et udsagn, der bliver ofte anvendt og hørt i offentligheden i øjeblikket. Startet af debatten om, hvorvidt der er fattige i Danmark. Debatten handler udelukkende om, hvorvidt det kan betale sig økonomisk at arbejde i forhold til at være ledig. Konklusionen bliver på denne baggrund fejlagtigt, at når det ikke kan betale sig økonomisk, så vil de ledige hellere være ledige end at få sig et arbejde. Denne konklusion sker endda på baggrund af beregninger, som ikke er gældende for særligt mange. Den seneste handlede om, hvis et forældrepar med to børn var på kontanthjælp, så skulle den ene i et nyt job tjene 29.600 kr., før det kunne betale sig ikke længere at være på kontanthjælp. Beregningen og dermed konklusionen ville se helt anderledes ud, hvis de kun havde et barn, eller hvis den ene var på dagpenge osv.

Benhårdt at være ledig

Jeg forstår ikke, at debatten kun handler om økonomi. Hvorfor taler man ikke om, hvorvidt det kan betale sig personligt og helbredsmæssigt? Bliver debatten kun styret af personer, der ER i arbejde og ikke har prøvet at være ledige? Eller i hvert fald ikke har været det i mange år? Det er benhårdt at være ledig i en tid, hvor der ikke er mange ledige jobs, hvor der er krise, og der er stor mistillid og kontrol i ledighedssystemet. Også når der ikke er krise, og der er flere ledig jobs, er det hårdt at være ledig. I 2007 under højkonjunkturen viste en undersøgelse blandt ledige, at over halvdelen af dem i høj grad havde symptomer på stress, og har man det, er det ikke muligt at ”gå og hygge sig med at være ledig”.

Både i mit professionelle virke og som privatperson møder jeg mange ledige, der bestemt ikke synes, det er fantastisk at være ledig og være på overførselsindkomst. Rigtig mange længes efter at få et arbejde, samt bidrage til samfundet, og de tænker ikke på, at det skal være til en høj løn, men at det vil give dem noget at stå op til. Vi lever i et samfund, hvor vi hænger vores identitet op på vores arbejde og karriere. Og når vi møder nye mennesker, bliver vi oftest spurgt: ”Nå, hvad arbejder du så med?” som det første. Og her er det ikke altid lige sjovt at være ledig, når man ikke kan være med i den samtale (og især hvis man selv har det svært med sin ledighed).

Ledige VIL gerne bidrage

Jeg har også hørt ledige sige, at det er tabu at have det godt i sin ledighedsperiode, fordi det ikke er accepteret i vores samfund at være ledig, og dermed går de rundt og er konstant triste, frustrerede og slår sig selv i hovedet. Man skal bidrage til samfundet – og de fleste ledige VIL gerne bidrage til samfundet. Denne type ledige har det endnu sværere og mistrives i endnu højere grad i deres ledighedsperiode og for dem er det absurd at høre, at ledige ikke vil i arbejde, fordi det ikke kan betale sig økonomisk. De ville gerne stå op til en glad og givende hverdag, i stedet for en frustrerende hverdag, hvor man ikke tillader sig selv glæde, så længe der ikke er skrevet under på en ansættelseskontrakt.

Glade ledige giver glade medarbejdere

Jeg arbejder på at få færre ledige til at gå ned med jobsøgningsstress og understress, og i stedet have mere trivsel som ledig. Dermed ikke sagt, at jeg arbejder for at få de ledige til at elske at være ledige og være det i længst mulig tid. Det kan være lidt fy fy, at tale om trivsel og ”den lykkelige ledige”, og måske det er derfor, det er ekstra svært at få politikere, jobcentre og anden aktører til at betale for at hjælpe de ledige med dette. De ledige skal jo hurtigst muligt i arbejde – hurtigst muligt væk fra overførselsindkomst, også selvom det er til et arbejde eller studie, der hurtigt vil sende dem tilbage i ledighed.

Men min pointe er netop ikke, at de ledige skal få trivsel, så de bliver længere i ledighed, men at de får trivsel, så de bliver mere attraktive for arbejdsmarkedet, samt at de i det mindste har det godt i den periode, hvor det er svært at få et arbejde. Tænk, hvis man sagde til én i arbejde, at de næste to år, skal du stå op hver eneste dag og ikke være glad, du skal have stresssymptomer hver dag, fx smerter; blive sendt ud på arbejdspladser, hvor du arbejder gratis og kan blive behandlet dårligt; og derudover bliver du kontrolleret og er under konstant mistillid; samt pres fra dig selv og omgivelserne. Men du får et minimumsbeløb for det. Ville de så sige: ”Super, det gør jeg gerne?” Langt de fleste ville nok tænke sig om, og hvis de alligevel prøvede de, ville de hurtigt skifte mening.

En bisætning om økonomi

Hvis man endelig skal tale om økonomi i forholdt til, om det kan betale sig at have et arbejde, mener jeg også, at det er vigtigt at tage ind i debatten, hvilke udgifter, der er forbundet med at være en stresset ledig. Smerter giver øgede udgifter til medicin og fysiologiske behandlinger – hvis pengene kan findes i det skrabede budget. Den psykiske belastning af ledighed kan medføre depression eller stress og dermed behov for psykologisk rådgivning, som bestemt ikke er billig. Og for nogle vil jobsøgningsstress og understress også føre til øget et indtag af sukkerholdige varer, alkohol og/eller stoffer – og det er bestemt heller ikke billigt.

Fair fokus

Jeg ønsker, at der fokuseres mere på det psykiske aspekt i det at være ledig. Det skylder samfundet de ledige, der i forvejen er udsat for en benhårdt pres i hverdagen fra sig selv, deres nærmeste og det system, der skal hjælpe dem. Livet handler langt fra kun om økonomi.

Gevinster ved at være i arbejde:

Jeg har lavet en liste over, hvilke fordele der er for en ledig i forhold til at være i arbejde, frem for at være på overførselsindkomst. Listen er baseret på det, som ledige har givet udtryk for over for mig, og som fagligt set er med til at skabe trivsel i stedet for stress, mistrivsel og depression.

  • Mennesker at se, spise med og tale med i hverdagene
  • Noget meningsfuldt at stå op til
  • Anvendelse af sine ressourcer og kompetencer
  • Anerkendelse fra chef/andre kolleger
  • Følelsen af at bidrage til samfundet
  • Følelsen af at være en del af et fællesskab
  • Slippe for usikkerheden om, hvornår man når målet om at komme i arbejde
  • Slippe for restriktive regler, kontrol og mistillid
  • Slippe for meningsløs aktivering
  • Mindre pres fra sig selv og andre
  • Slippe for at andre ser ned på én, fordi man er uden arbejde, og derfor ikke bliver anset som én, der VIL arbejde
  • Og trods alt for langt de flestes vedkommende – flere penge