Den forkerte debat

”Det kan ikke betale sig at arbejde”, er et udsagn, der bliver ofte anvendt og hørt i offentligheden i øjeblikket. Startet af debatten om, hvorvidt der er fattige i Danmark. Debatten handler udelukkende om, hvorvidt det kan betale sig økonomisk at arbejde i forhold til at være ledig. Konklusionen bliver på denne baggrund fejlagtigt, at når det ikke kan betale sig økonomisk, så vil de ledige hellere være ledige end at få sig et arbejde. Denne konklusion sker endda på baggrund af beregninger, som ikke er gældende for særligt mange. Den seneste handlede om, hvis et forældrepar med to børn var på kontanthjælp, så skulle den ene i et nyt job tjene 29.600 kr., før det kunne betale sig ikke længere at være på kontanthjælp. Beregningen og dermed konklusionen ville se helt anderledes ud, hvis de kun havde et barn, eller hvis den ene var på dagpenge osv.

Hjælper selvhjælpsbøger?

Det er et spørgsmål, som jeg er blevet spurgt om flere gange, efter at jeg har skrevet en bog om ledighedsstress. Som på så mange andre spørgsmål her i livet, er der ikke et entydigt svar på dette spørgsmål. Jeg vil gerne komme med et uddybende svar.

Arbejdsløshed sucks og Win Win

Lørdag eftermiddag tilbragte jeg i Pumpehuset til debatten ”Arbejdsløshed sucks” sammen med mange andre ledige, personer, der arbejder med at hjælpe ledige – både inden for og uden for systemet, samt 3 politikere. Debatpanelet bestod af på den ene side ansatte ved forskellige instanser, der har med ledige at gøre, samt en enkel ledig og på den anden side af den radikale Uffe Elbæk, fra Socialistisk Folkeparti Trine Mach og fra Socialdemokratiet Pernille Rosenkrantz-Theil. De tre politikere ville gerne høre den lediges og medarbejderne, der arbejder med ledige om, hvad de nuværende problemer er, samt have deres råd til, hvordan situationen kan løses.

Drop ferien!

Jeg føler en stor trang til at kommentere på, at Jobindex har valgt at skrive dette budskab til deres læsere. I deres nyhedsbrev fra den 25.juni skriver Kaare Danielsen: ”Der er ingen grund til at holde sommerferie som jobsøgende”. Baggrunden for dette udsagn er, at der er chefer på arbejdspladserne, der ikke holder ferie, og derfor har de tid til at tale med de jobsøgende, inden alle andre (medarbejdere og jobsøgende) er tilbage fra ferie. Denne pointe kan jeg godt se, og den har jeg ikke noget at indvende mod. Det er faktisk et rigtig godt råd! Det kan være en stor fordel at komme forrest i køen. Så hvis man har muligheden for selv at vælge, hvornår man holder ferie, så styr uden om industriferien.

Livshjulet viser vej til trivsel

Mange der bliver ledige ændrer fuldstændig livsstil, når de går fra et aktivt liv til et liv uden arbejde og uden studier. Man skal vænne sig til ikke længere at have noget bestemt at stå op til, man skal vænne sig til selv skal finde ud af, hvordan man skal udfylde og strukturere sin dag, og for en del bliver jobsøgningen så alt overskyggende i deres liv, at de glemmer at fokusere på at leve livet. For nogle betyder dette, at de bliver stressede og for andre betyder det, at de bliver understressede. For begge grupper er det vigtigt, at man fokuserer på at sørge for at skabe mest mulig indflydelse i sit liv. Nogle ledige vil her sige, at de ikke kan skabe indflydelse, da det er lovene og reglerne, der sætter en masse grænser for, hvad de må lave og hvornår de må lave det.

Server ikke kaffe for ledige!

Danmarks Radio bragte den 5.maj en artikel om, at Frederiksberg jobcenter ikke længere serverer kaffe og andre varme drikke for deres borgere, når de kommer til møder med sagsbehandlere. Johnny Madsen, der er chef på jobcenteret udtaler, at de nye regler er lavet for at passe på medarbejderne. Der er mange ledige og sygemeldte, som er aggressive og pressede, og dermed stiger risikoen for, at de kan finde på at smide deres drikkevarer i hovedet på sagsbehandleren.

Hvordan bekæmper vi bedst ledighedsstress?

”Stress rammer individuelt, men skal løses i fællesskab” er sloganet for Videncenter for Arbejdsmiljøs kampagne om stress. Jeg er fuldstændig enig, for i alt for mange år, har det heddet sig, at det er den enkelte person, der selv er skyld i, at han eller hun bliver stresset. Opfattelsen af stressramte bliver, at det er det enkelte menneske, der skal arbejde med sig selv, uden at andre på arbejdspladsen skal involveres. Men ofte virker dette ikke, og alt for mange steder, siger den tidligere stressede op, fordi personen blev stresset igen. Det er dejligt nemt for virksomhedens ledere og for kollegerne til stressramte at give personen selv skylden, så er der i hvert fald ikke noget, de gør forkert, eller skal gøre for at hjælpe.

Hvornår er man egentlig rask nok til at være jobsøgende?

Dette er et relevant spørgsmål i debatten om lediges vej til arbejdsmarkedet. Det er udtryk som: ”Jeg er ved at gå helt ned, men jeg kan ikke sygemelde mig, så får jeg da aldrig et arbejde”, sagt af en ung kvinde, der sad på Kongens Nytorv en solskinsdag og talte med sin veninde, der får mig til at reagere. Hvis man har det så skidt, så er man ikke i stand til at søge arbejde, står til rådighed, og denne kvinde har hårdt brug for en sygemelding og professionel hjælp.

Undgå at blive en mavesur gammel mand, der skræmmer andre væk!

Amagerbankens krak i mandags er en sørgelig begivenhed både for de ansatte og for kunderne. Der er en del kunder, der mister deres opsparing, og det er bestemt tragisk. Og der er flere ansatte, der kommer til at overgå til ledighed i en periode, hvor det bestemt ikke er nemt at få et nyt arbejde, og det er bestemt også tragisk for den enkelte, for deres familie og for samfundet. Jeg forstår godt, at de ansatte blev tilbudt psykologhjælp, så de kan lære at tackle de nye udfordringer, der står overfor. Det er en god ledelse, der behandler deres medarbejdere på den måde.