I Søndagsavisen fra første weekend i september læste jeg en artikel om, at 4 ud af 10 socialrådgivere oplever vold eller trusler på jobbet fra ledige. Én af de kritiske hovedpointer i artiklen var, at kommunerne ikke laver de voldspolitiker, som de er blevet pålagt. En anden kritisk hovedpointe var, at det er reglerne og bureaukratiet, der presser de ledige til desperate handlinger.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er alt for mange sagsbehandlere, der oplever trusler, samt at det skal der gøres noget ved. Men man løser ikke problemet ved at lave voldspolitikker, så de ansatte kan få den fornødne hjælp, når de desværre udsættes for vold. Det kan sammenlignes med at have ekstra tøj med, fordi man tisser i bukserne i stedet for at bygge et toilet. Selvfølgelig skal der være voldspolitikker, så de ansatte kan få hjælp, når nu der findes ledige, som truer deres sagsbehandlere, men hvorfor ikke sætte fokus på at forebygge i stedet for at reparere?

Det kan ikke passe, at socialrådgivere skal blive bange for at gå på arbejde og opleve vold i et arbejde, hvor de bare gerne vil hjælpe andre mennesker. Især ikke, når vi kan gøre noget for at undgå, at de ledige bliver voldelige.

Jeg er også enig i, at der findes mange svære regler at håndtere, når man er ledig, og at det presser en del ledige. Men når det nu går så trægt med at ændre på lovgivningen omkring de ledige, så må vi handle ud fra, at reglerne er sådan, at det kan være en kæmpe udfordring at være ledig. En kæmpe udfordring, som jeg oplever, er medvirkende til, at en del ledige oplever ledighedsstress. Og når man oplever stress, bliver man blandt andet aggressiv, hidsig og truende, og det er denne adfærd, der specielt kommer til udtryk over for socialrådgivere og ansatte i a-kasserne, der jo sidder med magten i forhold til at vurdere, om du står til rådighed, og dermed har magten til at beslutte, om der skal udbetales penge.

Det er også de mennesker, som de ledige oplever, er de eneste, der skal hjælpe dem i en svær situation, men det er svært at få hjælp, hvis man samtidig ikke kan være ærlig overfor den, som man sidder over for. Man kan ikke lige sige, at man er træt af livet, eller at man ikke orker at stå op og lave sine ansøgninger, fordi man så ikke står til rådighed og måske i stedet skal være sygemeldt. Jeg hørte en ung pige sige til sin veninde: ” Jeg er ved at gå fuldstændig ned, men jeg kan ikke sygemelde mig, for så får jeg da slet ikke et arbejde”. 

Hvor får man så den fornødne hjælp som ledig? Ikke alle kan hjælpe sig selv eller har et netværk, der kan hjælpe én i så udfordrende en situation som ledighed er. Og så længe, det er tabu, at man kan blive stresset af at være ledig, så kan det også være svært for omgivelserne at tro på, at man er stresset.

Men hvad skal vi så gøre? Ledige skal have mulighed for at lære at forebygge ledighedsstress så snart de bliver ledige, og derudover skal de kunne få hjælp hos en kompetent konsulent, der kan have en fortrolighed med de ledige, så de kan komme tættere på et arbejde end tættere på sygedagpengesystemet. Det groteske er, at selvom én, der oplever stress, kommer i sygedagpengesystemet, er det ikke sikkert, at han eller hun her kan få den fornødne hjælp, fordi der ikke lige er fokus på, at stress ikke er noget, der forsvinder af sig selv.

Ledighedsstress og den efterfølgende voldelige og truende adfærd går ikke kun ud over ansatte i jobcentre, a-kasser og anden aktører, det går også ud over familien derhjemme, venner, bekendte og mennesker, de møder i deres hverdag. Men det er der ikke lavet målinger over. Tænk, hvad det gør ved end børn eller ved parforholdet, når den ene oplever stress og dermed ændrer adfærd og bliver truende? Måske kunne man også redde flere ægteskaber og give flere børn en tryg tilværelse, hvis de ledige fik hjælp til ledighedsstress. 

Problemet med ledighedsstress bliver kun større i den nærmeste fremtid. Jo flere ledige, des større konkurrence og pres, og jo større er risikoen for stress.