Warning: Declaration of mystique_CategoryWalker::start_lvl(&$output) should be compatible with Walker::start_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_CategoryWalker::end_lvl(&$output) should be compatible with Walker::end_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_CategoryWalker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker::start_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array, $current_object_id = 0) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_CategoryWalker::end_el(&$output, $page) should be compatible with Walker::end_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_PageWalker::start_lvl(&$output) should be compatible with Walker::start_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_PageWalker::end_lvl(&$output) should be compatible with Walker::end_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_PageWalker::start_el(&$output, $page, $depth, $args, $current_page) should be compatible with Walker::start_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array, $current_object_id = 0) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_PageWalker::end_el(&$output, $page) should be compatible with Walker::end_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_MenuWalker::start_lvl(&$output, $depth) should be compatible with Walker::start_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_MenuWalker::end_lvl(&$output, $depth) should be compatible with Walker::end_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_MenuWalker::start_el(&$output, $item, $depth, $args) should be compatible with Walker::start_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array, $current_object_id = 0) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_MenuWalker::end_el(&$output, $item, $depth) should be compatible with Walker::end_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0
Sagsbehandlere

Sagsbehandlere

Anden aktør: “Det fornuftige ville være at bryde loven”

Det er interessant, når man som ledig møder en konsulent, der ved mindre om lovgivningen end en selv – eller i hvert fald ikke lige kender til det hele. Det er også en meget stor lovgivning, men det kan være farligt at rådgive en ledig, når man ikke helt kender til reglerne. Så ledige, I skal ikke altid lytte til, hvad konsulenterne råder jer til…

Et uheldigt eksempel

Jeg har selv siddet i en situation, hvor jeg som ledig hos en anden aktør fortalte om, at jeg holder foredrag for andre ledige om, hvordan de undgår jobsøgningsstress og understress. Konsulenten ville hjælpe mig til at udvide mit netværk og mine muligheder for at komme i arbejde, og derfor sagde hun, at jeg skulle skrive til diverse steder, der arbejdede med ledige, at jeg tilbød at komme og holde foredrag for deres ledige. Hun var velmenende, men da jeg fortalte, at det var strengt forbudt ifølge min a-kasse, så blev konsulenten meget paf.

Konsulenten reagerede med: ”Er det virkelig ulovligt? Jamen, hvordan skal du så komme ud og vise dig?”. Jeg svarede: ”Netop! Det er meget frustrerende at sidde med en god, vigtig ydelse, som kan hjælpe andre mennesker og mig selv, men som jeg ikke kan få lov til at sælge, så længe jeg er på dagpenge”.

Mange ledige får en oplevelse af at være i Limbo. Det er svær situation at komme ud af, når man ikke må, men det måske er den måde, man kommer ud af situationen. Og derudover er det en måde at holde sig selv arbejdsmæssigt i gang, som jeg også anser som meget vigtigt for opretholdelsen af ens faglige selvtillid og for selvfølelse. Derudover anser de forskellige arbejdsplads én som endnu mere attraktiv, hvis man har holdt sig i gang, end hvis man har brugt tiden på at være jobsøgende. Det viser blandt andet, at man ikke se socialt handicappet.

Kære Ledige

Jeg vil opfordre dig til at holde ryggen fri ved at spørge din a-kasse, om du må det, som bliver foreslået, hvis du er usikker. Med mindre du vil stole blindt på konsulenterne og tage konsekvenserne, hvis du bliver knaldet for en ulovlig aktivitet. Og hvis man bare har fulgt et råd, uvidende, kan man så gøre krav på erstatning fra konsulenten, der opfordrede én til at gøre det? Jeg ved det ikke, og det er ikke sjovt at skulle ud i en retssag.

Men hvad dælen skal de ledige gøre, når de i blind tillid til, at den de sidder over for ved, hvad det er, han eller hun råder én til at gøre, og man samtidig er presset af systemet i forhold til, at man skal overholde reglerne om aktivering og deltagelse i at søge job. Rigtig mange ledige er sårbare over for det mindste pres, føler sig stressede og forfulgte, og så stiller de ikke spørgsmålstegn ved det, de får at vide, de skal gøre. Systemet må jo kende sig selv og sine begrænsninger og muligheder.

Kære konsulenter

Jeg vil anbefale alle konsulenter at blive gode til at finde ud af, hvad der er lovligt, så I ikke anbefaler den ledige at gøre noget ulovligt. I skal være klare over, hvad konsekvenserne er for den ledige. Jeres dagsorden er at hjælpe de ledige, både af et godt hjerte og for at opnå et godt resultat i jeres firma, men det skal ikke ske på bekostning af den ledige. Og I skal være klar til at påtage jer ansvaret, hvis den ledige fortæller i a-kassen eller på jobcenteret, at de har gjort sådan og sådan på jeres anbefaling (i god tro), når hammeren falder og dagpengene eller kontanthjælpen bliver taget fra dem.

Ulovligheder –nej tak

Når jeg er blevet indbudt til at holde foredrag opfordrer jeg ikke nogen ledige til at gøre noget ulovligt. Jeg mener, at man skal følge loven, hvad enten man er enig eller ej. Og jeg skal ikke være den, det hele falder tilbage på, hvis a-kassen bliver vidende om, hvad de ledige går og foretager sig. Jeg har jeg sat mig grundigt ind i, hvad de ledige må og hvad de ikke må.

I mine foredrag tager jeg ikke stilling til, om reglerne er gode eller dårlige, idet det ikke vil hjælpe dem, der sidder med frustrationer og stress, som de skal takle. De har ikke brug for medlidenhed, men for rådgivning til, hvordan de lærer at trives som ledige under de regler, som nu engang er til.

Server ikke kaffe for ledige!

Danmarks Radio bragte den 5.maj en artikel om, at Frederiksberg jobcenter ikke længere serverer kaffe og andre varme drikke for deres borgere, når de kommer til møder med sagsbehandlere. Johnny Madsen, der er chef på jobcenteret udtaler, at de nye regler er lavet for at passe på medarbejderne. Der er mange ledige og sygemeldte, som er aggressive og pressede, og dermed stiger risikoen for, at de kan finde på at smide deres drikkevarer i hovedet på sagsbehandleren.

Samtidig blev der i samme uge sat fokus på de udsatte sagsbehandlere, da der blev afsagt dom over den kvinde i Allerød, der havde truet sin sagsbehandler med at købe en pistol og skyde 10 af de ansatte på jobcenteret. Kvinden blev frikendt, og det er med til at jobcentrene sætter fokus på, hvordan de kan beskytte deres medarbejdere mod trusler og vold.

 

Hvorfor smide med kaffe?

Jeg mener, at det er rigtig godt, at der er fokus på, at der er mange sagsbehandlere, der føler sig truede, samt at der er mange ledige og sygemeldte, der er voldelige og truende. I september satte Søndagsavisen fokus på samme emne, hvor undersøgelser viste, at 4 ud af 10 sagsbehandlere havde oplevet trusler eller vold på arbejdspladsen fra deres klienter.

Det er godt, at Frederiksberg jobcenter passer på deres medarbejdere ved at tage forholdsregler, det skal de blive ved med. Men hvis man gerne vil undgå at skulle tage sådanne forholdsregler, så skal man tage fat i, hvad der er grunden til, at borgerne bliver voldelige og truende. Det er meget stressende at være ledig og mere end hver anden ledig er mere eller mindre stressede. Stress fører for manges vedkommende til, at man bliver mere aggressiv, voldelig og truende. Det er blandt andet sagsbehandlere dette går ud over, idet de sidder med stor magt over den enkelte ledige, idet de kan være med til at fjerne det økonomiske grundlag, samt at sende borgere i en aktivering, som de ikke har lyst eller overskud til. Borgerne er pressede og stressede og reagerer på den, der bringer budskabet – også selvom det ikke er budbringeren, der har skrevet reglerne.

 

Forebyg i stedet for at symptombehandle

Det er vigtigt, at der bliver taget hånd om de ledige, der oplever symptomer på jobsøgningsstress og understress, for at kunne forebygge de mange sager om trusler og vold, der også vil komme i fremtiden, hvis ikke der bliver gjort noget ved problemerne med ledighedsstress. Når der laves regler om servering af kaffe, er det som at spise en hovedpinepille mod spændingshovedpine, hovedpinen vil stadig være der, men man vil ikke kunne mærke den, før pillen ikke virker længere. Og hvis man ikke sørger for at løsne op for spændingerne, vil kroppen gøre mere for at fortælle, at der er et problem, og så skal man have endnu mere smertestillende. Det samme gælder for regler om kaffe, det kan godt være, at medarbejderne så ikke bliver ramt af kaffe, men borgerne har andre måder at komme af med deres frustrationerne på – verbalt og fysisk, og så har vi bare et andet problem end en medarbejder med brændsår.

Skal sagsbehandlere pakkes ind?

Når regler om servering af varme drikke på grund af voldelige medarbejdere laves, er det nærliggende at gå videre af denne vej og se på, hvad der ellers kan være til skade for de ansatte. Må man så ikke have en saks liggende fremme? Eller skal man sætte alle ledninger fast, så man ikke kan blive kvalt i dem? Det kan også være, man skal indføre kropsvisiteringer, så man er sikker på, at der ikke bliver medbragt farlige genstande udefra? Alle disse foranstaltninger kan være medvirkende til, at flere medarbejdere bliver utrygge på deres arbejde, og det er ikke hensigten.

Jeg synes, det er synd, at der er så mange mennesker, der bliver påvirket negativt af at være ledige. Nogle bliver stressede andre bliver understressede, og begge grupper risikerer at gøre noget, som de ellers aldrig ville have gjort. At være voldelig og truende kan have alvorlige konsekvenser for deres fremtid og for den ansattes fremtid, og jeg ville ønske, at der var mere fokus på at passe på hinanden og tage fat ved det, der spænder ben for, at den ledige kan holde sig på rette spor på vejen til at komme i arbejde.

Du kan læse min tidligere blog om trusler og vold mod sagsbehandlere her:

http://ledighedsstress.dk/stop-ledighedsstress-og-red-en-sagsbehandler

Hvordan bekæmper vi bedst ledighedsstress?

”Stress rammer individuelt, men skal løses i fællesskab” er sloganet for Videncenter for Arbejdsmiljøs kampagne om stress. Jeg er fuldstændig enig, for i alt for mange år, har det heddet sig, at det er den enkelte person, der selv er skyld i, at han eller hun bliver stresset. Opfattelsen af stressramte bliver, at det er det enkelte menneske, der skal arbejde med sig selv, uden at andre på arbejdspladsen skal involveres. Men ofte virker dette ikke, og alt for mange steder, siger den tidligere stressede op, fordi personen blev stresset igen. Det er dejligt nemt for virksomhedens ledere og for kollegerne til stressramte at give personen selv skylden, så er der i hvert fald ikke noget, de gør forkert, eller skal gøre for at hjælpe.

Men sådan er virkeligheden ikke, og det har forskere og vejledere i stress fundet ud af. Stressede har brug for en fair behandling. Hvis 7 ud af 8 medarbejdere er stressede, kunne det være, der skulle ses på arbejdsforholdene eller på, om lederen gør sit arbejde ordentligt.

Jeg er ikke uenig i, at det enkelte menneske kan gøre noget for at mindske stress i sit privat- eller arbejdsliv. Og for nogle vil deres eget arbejde med sig selv gøre, at der ikke er behov for ændringer på arbejdspladsen, men ofte er der behov for begge dele. Men hvordan ser situationen så ud, når vi taler om ledige, der oplever jobsøgningsstress eller understress? Er det også et fælles anliggende?

Tabuet skal frem i lyset

Først om fremmest er det vigtigt, at der bliver sat fokus på ledighedsstress, både jobsøgningsstress og understress. (Klik her for at læse, hvad de forskellige begreber betyder). Ved at sætte fokus, kan der ske en ændring, så ledighedsstress ikke længere er et tabu. Og endnu vigtigere så de ledige finder ud af, at man kan være stresset eller understresset som ledig, for det er de færreste, der er opmærksomme på, at det kan være derfor, de har det, som de har det. Jeg oplever, når jeg taler med ledige om ledighedsstress, at der går et lys op for dem. Jeg holdt et foredrag, hvor en mand sagde, at ”jeg kan sætte hak ved alle de symptomer. Det er lige sådan, jeg har det”. Han så glad ud, og det er grotesk, når han havde det så skidt. Men bevidstheden om, at nogle kunne genkende ham i hans lidelser og give ham redskaber til at komme ud af dem, gav ham håb.

Ved at sætte fokus på ledighedsstress, får de ledige indsigt i deres egen situation, omgivelserne til ledige kan finde ud af, hvordan det kan være at være ledig, samt at der er hjælp at hente. Det samme gælder for personer, der arbejder med at rådgive og hjælpe de ledige. Hvis man kender til udfordringerne for den person, man skal hjælpe, bliver det nemmere at hjælpe hende eller ham.

Fokus og egen indsigt skabes ved at undervise og lave workshops for ledige om jobsøgningsstress og understress. Sagsbehandlere, rådgivere i a-kasser, hos fagforeninger og anden aktører skal også vide noget om ledighedsstress, og det kan de få både ved at læse om (f.eks. i min bog) og blive undervist i, hvordan man kan forstå og hjælpe et menneske med enten understress eller jobsøgningsstress. Landets læger er også i kontakt med ledige, der har det skidt, og dermed er de også en relevant målgruppe til mere viden om stress blandt ledige. Og sidst men ikke mindst, vil det også være vigtigt, at de personer, der laver beskæftigelseslovgivningen får viden om dette store problem. Når alle disse mennesker kommer i spil med hver deres viden og faglige område, vil det blive nemmere for den ledige at agere i en hverdag, der er præget af usikkerhed og mangel på anvendelse af ressourcer og kompetencer.

Individuel hjælp

At blive undervist i ledighedsstress vil ikke være nok for den enkelte ledige, der oplever svære symptomer på jobsøgningsstress eller understress. Man kan få konkrete værktøjer, men det er megen viden at tage ind og omsætte på én dag, og især hvis man oplever ledighedsstress. Derfor er det vigtigt, at der bliver taget hånd om det enkelte individ, ved at give det nogle rådgivnings- og vejledningssamtaler, så personen lærer at se indad og fastholdes den gode udvikling med at arbejde med sig selv, for at finde ud af, hvordan han eller hun kan leve et liv med mindre stress eller et liv uden understress og mere energi.

Derudover kan man få en masse konkrete værktøjer i min bog ”Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig”, og den vil være et fint supplement til de individuelle samtaler med personer, der er alvorligt ramt af ledighedsstress. Og den kan være en god selvhjælpsbog til dem, der endnu ikke oplever ledighedsstress eller dem, der oplever det i mindre grad. I bogen er et kapitel til pårørende om, hvordan de kan være med til at hjælpe den ledige til den gode udvikling og trivsel.

Den enkelte ledige kan sørge for at arbejde med sig selv og indse, at der ikke er nogen, der som udgangspunkt kommer og redder dem, samt at det ikke vides hvor lang tid, de skal være ledige. Derfor er det vigtigt, at de tager hånd om deres eget liv som ledig fra dag 1, så de lærer at trives. Og hvis de oplever ledighedsstress, er det samtidig vigtigt, at de tager hånd om at hjælpe sig selv, så de får et bedre liv som ledig.

Ændring i systemet

Jeg mener, at en ændring i de regler, der er for den ledige, kan være med til at mindske risikoen for jobsøgningsstress og understress hos en del ledige, for eksempel den megen kontrol og i nogle tilfælde den meningsløse aktivering. Disse forhold kan svare til at have en chef, der ikke forstår ens arbejdsforhold og kompetencer, ikke lytter til éns ytringer og ønsker, og blindt sætter én til at lave andre opgaver eller umulige opgaver.

Den lediges chef er beskæftigelsesministeren, der udarbejder lovgivningen og folketinget, der vedtager den. Og mellemlederne er de mange på jobcentrene og i a-kasserne, der skal følge lovgivningens indhold, hvad enten de er enige eller ej. En del der arbejder med ledige kan ikke se meningen med den lovgivning, men kan ikke gøre andet end at lytte til de lediges frustrationer, behandle dem efter bedste evne og forsøge at bøje reglerne, så det ikke bliver alt for træls for de ledige at være ledige. De ansatte skal jo helst ikke være med til at knække de ledige og gøre vejen til et arbejde endnu længere.

Ledighedsstress kræver en fælles indsats fra alle parter

Mens vi venter på, at der sker en ændring i beskæftigelsesindsatsen, må vi handle ud fra de vilkår vi har nu. Og samtidig vil jeg slå fast, at det langt fra er alle problemer med ledighedsstress, der kan løses ved en lovændring. Noget jobsøgningsstress og understress kommer på grund af personens egen forståelse af sig selv, og andet kommer af den situation, som personen er havnet i. Det er som udgangspunkt ikke nemt at være ledig, det gør noget ved ens forhold til sig selv og omgivelserne, og det kan ikke løses ved kun at lave en lovændring. Selvom det da ville være en dejlig nem løsning for dem, der oplever ledighedsstress.

Hvornår er man egentlig rask nok til at være jobsøgende?

Dette er et relevant spørgsmål i debatten om lediges vej til arbejdsmarkedet. Det er udtryk som: ”Jeg er ved at gå helt ned, men jeg kan ikke sygemelde mig, så får jeg da aldrig et arbejde”, sagt af en ung kvinde, der sad på Kongens Nytorv en solskinsdag og talte med sin veninde, der får mig til at reagere. Hvis man har det så skidt, så er man ikke i stand til at søge arbejde, står til rådighed, og denne kvinde har hårdt brug for en sygemelding og professionel hjælp.

Svaret på denne blogs overskrift, får du i slutningen af den.

Annemette Hylgaard Jensen (for AS3) skrev i 2001 bogen ”Ledighedspsykologi”, der henvender sig til rådgivere, vejledere og sagsbehandlere. Her taler hun om, hvordan ledighed kan påvirke de lediges fysiske og psykiske helbred. Hun skriver blandt andet: ”I forbindelse med visiteringen af kandidater i afklarings- og jobsøgningsforløb er det nødvendigt at være opmærksom på kandidaternes psykiske og fysiske tilstand. Er de overhovedet i stand til at have et arbejde, hvis de skulle være så heldige i deres jobsøgningsproces. Ofte er dette problemstillinger, der ikke tages op.

Normalt foregår den primære vurdering i forhold til arbejdsdueligheden på, om man kan opretholde understøttelsen. Denne vurdering er som oftest afhængig af, om den ledighed har opfyldt reglerne i forhold til love og cirkulærer og ikke så meget en reel vurdering af, hvordan den enkelte person har det fysisk og psykisk.”

Jeg vil vove at påstå, at vurderingen af ”det at stå til rådighed” hos a-kasserne, jobcentrene og anden aktørerne, stadig handler om, at den enkelte ledige opfylder kravene om at skrive to relevante ansøgninger ugen, samt at de ikke render rundt og laver alt muligt andet end at søge arbejde. I hvert fald ikke noget, de taler om. Men hvor mange rådgivere og vejledere spørger til, om den ledige har det godt og trives? Har de fysiske eller psykiske symptomer, der ikke gør dem i stand til at søge et arbejde eller at varetage et arbejde, hvis de blev tilbudt et?

Måske kan nogen rådgivere se, at det ikke står helt godt til, hvis en person er understresset og har det psykisk dårligt eller hvis personen er flakkende i blikket og har svært ved at tale sammenhængende på grund af jobsøgningsstress, og vil rådgiveren så gøre noget ved det? Er der tid til at tale med den enkelte om, at der er noget galt? Er rådgiveren klædt på til at tale med den enkelte og til at hjælpe den enkelte? Hvis man har en quick-samtale, hvor rådgiveren lige ser din liste, giver dig hånden og så sætter et kryds, så er det svært at nå at registrere, om en person har det godt. Især når fokus er på noget andet.

Den fulde forståelse af rådighed

Jeg mener, det er utrolig vigtigt, at rådgiveren i a-kassen, på jobcenteret eller hos anden aktøren, når han eller hun hver tredje måned ser den ledige sørger for at tjekke, om personen har det godt. Rådighed handler langt fra kun om at skrive ansøgninger, tage telefonen, hvis man skal kaldes til samtale, åbne breve fra de forskellige instanser og møde op til rådgivningssamtaler og aktivering. Egentlig er det nemt nok, hvis man vil (snyde), at lave stort set intet, alt muligt andet eller ligge syg i perioder, uden at det bliver opdaget. Men det er en misforståelse af tro, at en person med ledighedsstress vil blive arbejdsduelig på det tidspunkt, hvor man får et arbejde – hvis den ledige overhovedet kan blive tilbudt et arbejde med den dårlige jobsøgning, der er resultatet af under- eller jobsøgningsstress.

Det betyder også, at det er muligt at gå rundt med mange symptomer på ledighedsstress, uden at der bliver gjort noget ved det. Det kan både være fordi, man ikke anerkender, at man er blevet stresset under ledighed, fordi man ikke selv kan se det, eller fordi man ikke vil anerkende det. Og det kan også være, fordi det er besværligt at melde sig syg, og tanken om, at hvis man bliver sygemeldt i en længere periode, så kommer man endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, end man er under ledighed. Og det er her, rådgiverne skal være med til at tage ansvar og spotte dem, der har enten understress eller ledighedsstress.

Hvornår skal man sygemeldes?

Der er stor forskel på, om man er understresset eller oplever jobsøgningsstress i forhold til, om sygemelding er en god eller nødvendig ting. Reglerne skriver, at hvis man ikke er i stand til at varetage et arbejde den pågældende dag, så skal man melde sig syg. Men det kan være svært at vurdere for den enkelte ledige, om det ville være muligt at varetage et arbejde.

Hvis man er understresset, er helt nede i gear, er modløs, flygter ind i en verden af spil eller stimulerende midler, vil man som oftest ikke være i stand til at varetage et arbejde. Men problemet er, at man ved en sygemelding ofte vil få endnu mindre at stå op til, og da det i forvejen ofte er problemet for denne ledige, vil en sygemelding bare gøre problemet større eller vedvarende, hvis ikke der bliver lavet en plan for, hvordan den ledige skal komme af med sin understress og op i gear. Derfor skal en sygemelding her tilføjes en helt konkret plan for, hvordan den understressede kan blive rask, og gerne med kyndig vejledning.

Hvis man oplever jobsøgningsstress, har alt for mange stresshormoner i kroppen, har kvalme, er irritabel og vred, er grådlabil, har svært ved at sove, har hukommelses- og koncentrationsproblemer, så er der ingen tvivl om, at den ledige skal sygemeldes for at kunne komme ovenpå. Det er også her vigtigt, at sygemeldingen efterfølges af en plan for, hvordan personen skal lære at håndtere sin stress, samt hvordan den ledige får alle stresshormonerne ud af kroppen. Også her vil det være en god idé med kyndig vejledning, så den ledige hurtigst muligt og på bedst mulige måde bliver rask og lærer at forebygge stress i fremtiden.

Der skal gøres noget nu

Hverken symptomerne på understress eller jobsøgningsstress forsvinder af sig selv, det er vigtigt at gøre noget ved det, inden det sætter spor i ens fysik eller psyke. Ledighedsstress skal ikke længere være et tabu, men et emne for diskussion, og derudover skal ledighedsstress anerkendes som en udfordring for de ledige, som de skal kunne få hjælp for.

Så kære ledige, hvis du oplever enten understress eller jobsøgningsstress, så er det vigtigt, at du gør noget ved det. Både for din egen, din fremtids og for dine omgivelsers skyld! Du skal være fit for fight, så du kan komme i arbejde igen. Du kan få flere konkrete råd her på min hjemmeside eller i min bog ”Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig”, der kan købes via linket på min hjemmeside.

“Ledighed fører til, at man går og laver ingenting”

Sådan udtaler en mand i et indslag på Tv-Midtvest; en mand, der har været ledig længe og har sendt over 70 ansøgninger. Indslaget afsluttes med, at han putter en ansøgning i en kuvert og siger modløst: ”så må vi jo håbe, det bliver én af de sidste”.

Initiativer mødes ikke

Det er skræmmende for mig at se et sådant indslag. Den ledige mand taler om, at han er kommet med et forslag på kommunen til, hvad han kunne tænke sig af kurser. Men så møder han en lukket dør. På kommunen taler de om, at de vil gøre noget for de ledige og sende dem i aktivering, men hvad hjælper det, hvis det ikke er en aktivering, som man har ønsket? Endnu et cv-skrivningskursus kan man sjældent bruge til noget. Og især ikke i de egne af landet, hvor arbejdsløsheden blandt ufaglærte er forfærdelig høj.

Et vrangbillede af ledige?

Det er forfærdeligt for mig at se, hvordan man fremstiller ledige. Manden sidder med en smøg og i baggrunden ses et ur, og man kan høre uret tikke. Ja, det er hverdagen for nogle ledige, men dette skal ændres. Det er den slags hverdage, der øger risikoen for understress. Det lyser ud af ham, at han oplever understress, han udstråler ingen energi og glæde, og han taler om andre ”lidelsesfæller”. Måske ses det i hans ansøgninger, og det vil i hvert fald kunne ses til en jobsamtale.

Der findes bestemt også ledige, der knokler rigtig meget under deres ledighed med at søge job, og det er bestemt ikke fair at fremstille ledige som nogle, der INTET laver. Risikoen for jobsøgningsstress forøges for dem, der knokler rigtig meget og gør en kæmpe stor indsats for at få et arbejde. Og det er rigtig træls for de aktive ledige, at de bliver mødt med fordommene om inaktive ledige, der ingenting laver, fordi mediernes fremstilling entydigt viser dette scenarie.

Handling i stedet for ord, tak

”Nedsættelse af dagpengeperioden vil give flere på overførselsindkomst, og det vil give voldsomme konsekvenser”, udtales af en kommunal ansat. Hvis kommunerne mener, at de vil gøre noget for de ledige, så skal de tænke nyt og se at komme i gang med at forstå, hvordan det er at være ledig. De må hjælpe deres borgere til at undgå jobsøgningsstress og understress – begge dele går ud over livskvaliteten og helbredet. Mange ledige har brug for at finde ud af, hvordan de mange krav tackles, samt hvordan man skaber mening og indhold i hverdagene. For nogle kan det være svært angående jobsøgningen, idet bare det at finde et relevant jobopslag, kan være en stor udfordring. Derfor skal de ledige også have hjælp til at skabe mening i deres fritids- og privatliv. Hvis man er glad, tilfreds og har et liv med mening på nogle områder, er det nemmere at tackle den udfordrende situation som ledig.

Og ja, dagpengeperioden er sat ned til to år, men det kan jo ikke nytte noget at gå ned over det nu, når der er to år endnu. Der er ingen, der ved, hvad der sker i de kommende 2 år, og så vil det være rigtig ærgerligt at have brugt en masse negativ energi og tanker på noget, der ikke hænder én. Og endnu værre at blive syg af de tanker og miste muligheden for at få et arbejde, på grund af sine tanker. Kære kommuner, hjælp de ledige til at tackle deres tanker. Man får nok af ”trusselsbreve” under ledighed fra a-kassen, jobcenteret og fra anden aktør, udover alle de afslag, og det gør det bare endnu sværere at tænke positivt for nogle mennesker.

Min bog ”Ledig uden stress” med helt konkrete stressforebyggelses- og stresshåndteringsværktøjer udkommer i januar eller februar 2011. Hold øje med udgivelsen på www.LedigUdenStress.dk.

Stil krav til din rådgivning!

De ledige møder forskellige rådgivere under deres ledighedsperiode, nogle kan de ikke komme uden om at få rådgivning fra, og andre vælger de selv at få rådgivning fra. Men hvordan kan man egentlig være sikker på, at man får kyndig rådgivning af de mange rådgivere man møder?

Som jeg skrev i mit forrige blogindlæg, kan man møde en rådgiver, der virker opgivende på den lediges vegne – hvad enten det er realisme eller ej, er det ikke sjovt som ledig. Men hvad så, når man møder en rådgiver, der er super optimistisk på ens vegne, selvom man er nyuddannet, uden erfaring og søger job i en branche, hvor der er rigtig mange andre ledige? Kan man anvende en sådan vejleder? De giver én håb, men falder man ikke med et brag, når man indser realiteterne? Og hvad er realiteterne?

Findes den rigtige vejledning?

Det er meget svært at vurdere, hvem der har ret, hvem der har fingeren på pulsen med arbejdsmarkedet, og ikke mindst hvem der kan hjælpe én videre på vejen til et arbejde og i det ønskede mål. Findes der overhovedet noget, der er den rigtige vejledning og den rigtige måde at skrive ansøgninger og cv på?

Det kan være meget svært at agere blandt alle de forskellige rådgivere, når du for eksempel af den ene rådgiver får at vide, at du skal sætte et billede på dig cv, og du af en anden rådgiver får at vide, at du ikke skal sætte et billede på. Hvad skal man så gøre, og bliver man ikke bare mere forvirret og stresset over at være ledig? Især som nyuddannet og nyledig er det meget svært at tackle de mange forskellige råd, selvom de er velmenende. Og måske er man også mere påvirkelig over for at komme i kløerne på eksterne rådgivere, fordi de virker overbevisende, og de nyuddannede ofte er helt nye i spillet om arbejdsmarkedet og ikke kender det indefra.

Men findes der overhovedet nogle sandheder om, hvordan man skal skrive et cv og en ansøgning? Det afhænger vel af, hvilken branche, hvilken type arbejde, samt hvilken person der modtager ansøgningen. Nogle rådgivere videregivere deres egne holdninger, som de projicerer over på arbejdspladserne, og så kommer den ledige til at skrive ansøgning ud fra rådgiverens personlige holdning.

Den gode rådgiver

Men hvordan finder man så ud af, hvordan man finder en rådgiver, der ved, hvad han eller hun taler om? Det vigtigste, når du sidder over for en rådgiver er, at du oplever, at:

1)      Rådgiveren lytter til dig

2)      Rådgiveren tager udgangspunkt i din situation

3)      Rådgiveren tager udgangspunkt i de konkrete jobs, du ønsker at søge

Jo mere generaliserende rådgiveren er, jo svære er det for dig at få konkret hjælp. En rådgiver kan ikke hjælpe DIG, hvis ikke han eller hun lytter til DIG. Hvis ikke der bliver lyttet, så hjælper vedkommende jo faktisk bare en person, der er i deres hoved. Gennem lytning kan rådgiveren tage udgangspunkt i din situation, og det er derfor vigtigt, at du er ærlig og fortæller din situation angående erfaring, uddannelse, alder, samt hvilke jobs, du søger. Og når rådgiveren kender til din situation, kan han eller hun hjælpe DIG til, hvordan DU kommer i arbejde, og ikke hvordan én eller anden i deres hoved kommer til samtale. Det er DIG, der skal matches med det konkret søgte arbejde, og derfor er det vigtigt at rådgiveren tager udgangspunkt i, hvad det er for en type arbejdsplads, og i hvilken branche.

Du skal være forberedt hjemmefra på, hvad det er, du gerne vil have svar på og hjælp til. Du kan eventuelt skrive en disposition for mødet, som du viser rådgiveren, eller som du bare selv holder dig til. På den måde er du sikker på, at du får svar på alle dine spørgsmål. Samtidig kan du være meget opmærksom på, om rådgiveren kommer ud på et sidespor eller bruger tiden på at fortælle, hvor dygtig han eller hun er.

Spørg om andres erfaringer

Du kan også spørge andre, om de har gode erfaringer med den enkelte rådgiver, især hvis det handler om en ekstern rådgiver, som du selv betaler for. Hvis du alligevel oplever, at det er spild af tid, så gælder det om at bryde forholdet og finde en anden rådgiver. Hvis det er en rådgiver i din a-kasse, på kommunen eller hos anden aktør, så er det selvfølgelig ikke sikkert, det er muligt at få en anden rådgiver, men så må du anvende ham eller hende i mindste grad. Og vær igen opmærksom på at stille helt konkrete spørgsmål til helt konkrete udfordringer for dig. Der er altid et eller andet, du kan få hjælp til.

Har du haft en god oplevelse med rådgivning i dit ledighedsforløb? Og hvad var det, der gjorde, at det var en god oplevelse?

Må rådgiveren miste troen på, at du kan få et arbejde?

Som ledig sætter de fleste deres lid til, at de enkelte gange, de skal til samtale hos a-kassen, på jobcenteret og hos anden aktør, kan rådgiverne hjælpe dem med at besvare de spørgsmål, de skulle have, samt at rådgiverne kan vejlede de ledige til, hvad de kan gøre mere og andet, end det de har gjort ind til nu. Og hvis der ikke er noget, rådgiverne kan give den ledige af konkret hjælp, så kan de da i hvert fald hjælpe den ledige til at holde humøret oppe, så de bibeholder troen på, at de kommer i arbejde på et tidspunkt.

Den realistiske rådgiver?

Dem, der er ansat som rådgivere er ofte personer, der gerne vil hjælpe, og dermed finder de tit et eller andet, de kan gøre for dig, hvis du gerne vil have det. Men jeg oplever desværre, at det, at situationen i samfundet angående antallet af ledige og antallet af ledige jobs ikke er givtig for de ledige, gør, at det er sværere for rådgiverne at tro på, at det kan lade sig gøre for ledige i forskellige faggrupper at komme i arbejde. Når en ledig møder en rådgiver der siger, at grunden til, at man ikke har arbejde er, at man som nyuddannet ikke har stor erfaring og samtidig har en uddannelse, hvor der er mange ledige, og man så samtidig søger arbejde inden for felter, hvor der er mange ansøgere med meget erfaring. Hvad gør man så? Egentlig er det jo en meget realistisk rådgiver, som sikkert siger det i en god mening, for at sige, at a-kassen ikke vil presse og sagtens kan forstå, at man ikke er kommet i arbejde endnu. Men hvis man har brug for at holde humøret oppe, samt bibeholde troen på, at det kan lykkes at komme i arbejde, så er det meget svært at sidde over for en rådgiver, der er opgivende på ens vegne.

Indre motivation – ydre motivation

Jeg tror ikke på, at andre mennesker kan skabe motivation og tro på bedring hos en person, hvis personen ikke selv er i stand til at motivere sig selv, samt at skabe en tro på, at det nok skal gå alt sammen. Men mange ledige bliver mere og mere skrøbelige i deres tro på, at de kan komme i arbejde, fordi det er svære tider, og fordi flere er flere ledige bliver skrøbelige på grund af lobsøgningsstress (og understress). I sådanne tilfælde har den ledige brug for at læne sig op ad én, der ved noget om forholdene og om mulighederne for at komme i arbejde, og én som kan hjælpe med at skabe en farbar vej til et arbejde, så man ikke mister modet helt. Og så er det rigtig svært at opretholde denne lille tro, når der sidder én, der ved noget, som fortæller én, at det nok ikke vil ske i den nærmeste fremtid og ikke før, der sker en fremgang i samfundet. Eller før man vælger dagpenge fra og springer ud som selvstændig. Det er svært for de ledige der spørger, om de ikke må tage en uddannelse for at bedre mulighederne for et arbejde, og de så får at vide, at de er for gamle eller der ikke er råd til en sådan (usikker) investering.

De proaktives kamp

Der må vel altid være noget, man kan gøre for at bedre sine muligheder for at komme i arbejde. Er det systemets indretning, der gør, at det ikke altid er muligt at finde muligheder for at komme i arbejde? Eller er det én selv, der hindrer en sådan forbedring. Hvis det er én selv, der er reaktiv, kan man arbejde med sig selv, for at komme videre. Men hvis det er systemet, så er det meget svært at hamle op med dette og være proaktiv. Og så bliver man bare endnu mere frustreret, fordi man sidder fast og gerne vil ud, men man bare ikke kan komme det. Den reaktive sidder i vandet og træder vande – forsøger at holde sig oppe, selvom systemet paradoksalt nok er/kan være med til at holde én nede. Mens den reaktive står i kviksand og gør en indsats for at blive trukket op, mens kviksandet (systemet) trækker én ned. Og det er en udmattende kamp. Det er jo egentlig  grotesk, at det umiddelbart er nemmere bare at følge reglerne, læne sig tilbage og vente på bedre tider, samt at lade være med at forsøge at finde løsninger og fagligt at opkvalificere sig selv.

Rådgivernes svære kamp

Jeg tror heller ikke, det er nemt for rådgiverne i øjeblikket, når de er i dette arbejde med et ønske om at hjælpe andre og med en tro på, at det kan lade sig gøre at hjælpe andre. Og det så viser sig, at deres hverdag med at hjælpe er besværet af trange vilkår i systemet og på jobmarkedet. Jeg håber, at rådgiverne vil holde modet oppe hos sig selv, for der skal nok komme bedre tider. Og når de holder modet oppe hos sig selv, bliver det også nemmere at holde modet oppe på andres vegne. Og der må altid være mindst ét lille råd, som den ledige kan tage med sig.

”Den mørkeste time er altid før solopgang”, og så længe jorden og solen eksisterer, vil der altid være en solopgang. Det er bare et spørgsmål om, om hvor man opholder sig på jorden, og om man kan rejse til et sted, hvor der ikke går så lang tid, før solen står op, samt hvor den skinner længe.

Har du haft samme oplevelse med rådgivere? Eller er du rådgiver?

Stop ledighedsstress og red en sagsbehandler

I Søndagsavisen fra første weekend i september læste jeg en artikel om, at 4 ud af 10 socialrådgivere oplever vold eller trusler på jobbet fra ledige. Én af de kritiske hovedpointer i artiklen var, at kommunerne ikke laver de voldspolitiker, som de er blevet pålagt. En anden kritisk hovedpointe var, at det er reglerne og bureaukratiet, der presser de ledige til desperate handlinger.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er alt for mange sagsbehandlere, der oplever trusler, samt at det skal der gøres noget ved. Men man løser ikke problemet ved at lave voldspolitikker, så de ansatte kan få den fornødne hjælp, når de desværre udsættes for vold. Det kan sammenlignes med at have ekstra tøj med, fordi man tisser i bukserne i stedet for at bygge et toilet. Selvfølgelig skal der være voldspolitikker, så de ansatte kan få hjælp, når nu der findes ledige, som truer deres sagsbehandlere, men hvorfor ikke sætte fokus på at forebygge i stedet for at reparere?

Det kan ikke passe, at socialrådgivere skal blive bange for at gå på arbejde og opleve vold i et arbejde, hvor de bare gerne vil hjælpe andre mennesker. Især ikke, når vi kan gøre noget for at undgå, at de ledige bliver voldelige.

Jeg er også enig i, at der findes mange svære regler at håndtere, når man er ledig, og at det presser en del ledige. Men når det nu går så trægt med at ændre på lovgivningen omkring de ledige, så må vi handle ud fra, at reglerne er sådan, at det kan være en kæmpe udfordring at være ledig. En kæmpe udfordring, som jeg oplever, er medvirkende til, at en del ledige oplever ledighedsstress. Og når man oplever stress, bliver man blandt andet aggressiv, hidsig og truende, og det er denne adfærd, der specielt kommer til udtryk over for socialrådgivere og ansatte i a-kasserne, der jo sidder med magten i forhold til at vurdere, om du står til rådighed, og dermed har magten til at beslutte, om der skal udbetales penge.

Det er også de mennesker, som de ledige oplever, er de eneste, der skal hjælpe dem i en svær situation, men det er svært at få hjælp, hvis man samtidig ikke kan være ærlig overfor den, som man sidder over for. Man kan ikke lige sige, at man er træt af livet, eller at man ikke orker at stå op og lave sine ansøgninger, fordi man så ikke står til rådighed og måske i stedet skal være sygemeldt. Jeg hørte en ung pige sige til sin veninde: ” Jeg er ved at gå fuldstændig ned, men jeg kan ikke sygemelde mig, for så får jeg da slet ikke et arbejde”. 

Hvor får man så den fornødne hjælp som ledig? Ikke alle kan hjælpe sig selv eller har et netværk, der kan hjælpe én i så udfordrende en situation som ledighed er. Og så længe, det er tabu, at man kan blive stresset af at være ledig, så kan det også være svært for omgivelserne at tro på, at man er stresset.

Men hvad skal vi så gøre? Ledige skal have mulighed for at lære at forebygge ledighedsstress så snart de bliver ledige, og derudover skal de kunne få hjælp hos en kompetent konsulent, der kan have en fortrolighed med de ledige, så de kan komme tættere på et arbejde end tættere på sygedagpengesystemet. Det groteske er, at selvom én, der oplever stress, kommer i sygedagpengesystemet, er det ikke sikkert, at han eller hun her kan få den fornødne hjælp, fordi der ikke lige er fokus på, at stress ikke er noget, der forsvinder af sig selv.

Ledighedsstress og den efterfølgende voldelige og truende adfærd går ikke kun ud over ansatte i jobcentre, a-kasser og anden aktører, det går også ud over familien derhjemme, venner, bekendte og mennesker, de møder i deres hverdag. Men det er der ikke lavet målinger over. Tænk, hvad det gør ved end børn eller ved parforholdet, når den ene oplever stress og dermed ændrer adfærd og bliver truende? Måske kunne man også redde flere ægteskaber og give flere børn en tryg tilværelse, hvis de ledige fik hjælp til ledighedsstress. 

Problemet med ledighedsstress bliver kun større i den nærmeste fremtid. Jo flere ledige, des større konkurrence og pres, og jo større er risikoen for stress.