Som ledig sætter de fleste deres lid til, at de enkelte gange, de skal til samtale hos a-kassen, på jobcenteret og hos anden aktør, kan rådgiverne hjælpe dem med at besvare de spørgsmål, de skulle have, samt at rådgiverne kan vejlede de ledige til, hvad de kan gøre mere og andet, end det de har gjort ind til nu. Og hvis der ikke er noget, rådgiverne kan give den ledige af konkret hjælp, så kan de da i hvert fald hjælpe den ledige til at holde humøret oppe, så de bibeholder troen på, at de kommer i arbejde på et tidspunkt.

Den realistiske rådgiver?

Dem, der er ansat som rådgivere er ofte personer, der gerne vil hjælpe, og dermed finder de tit et eller andet, de kan gøre for dig, hvis du gerne vil have det. Men jeg oplever desværre, at det, at situationen i samfundet angående antallet af ledige og antallet af ledige jobs ikke er givtig for de ledige, gør, at det er sværere for rådgiverne at tro på, at det kan lade sig gøre for ledige i forskellige faggrupper at komme i arbejde. Når en ledig møder en rådgiver der siger, at grunden til, at man ikke har arbejde er, at man som nyuddannet ikke har stor erfaring og samtidig har en uddannelse, hvor der er mange ledige, og man så samtidig søger arbejde inden for felter, hvor der er mange ansøgere med meget erfaring. Hvad gør man så? Egentlig er det jo en meget realistisk rådgiver, som sikkert siger det i en god mening, for at sige, at a-kassen ikke vil presse og sagtens kan forstå, at man ikke er kommet i arbejde endnu. Men hvis man har brug for at holde humøret oppe, samt bibeholde troen på, at det kan lykkes at komme i arbejde, så er det meget svært at sidde over for en rådgiver, der er opgivende på ens vegne.

Indre motivation – ydre motivation

Jeg tror ikke på, at andre mennesker kan skabe motivation og tro på bedring hos en person, hvis personen ikke selv er i stand til at motivere sig selv, samt at skabe en tro på, at det nok skal gå alt sammen. Men mange ledige bliver mere og mere skrøbelige i deres tro på, at de kan komme i arbejde, fordi det er svære tider, og fordi flere er flere ledige bliver skrøbelige på grund af lobsøgningsstress (og understress). I sådanne tilfælde har den ledige brug for at læne sig op ad én, der ved noget om forholdene og om mulighederne for at komme i arbejde, og én som kan hjælpe med at skabe en farbar vej til et arbejde, så man ikke mister modet helt. Og så er det rigtig svært at opretholde denne lille tro, når der sidder én, der ved noget, som fortæller én, at det nok ikke vil ske i den nærmeste fremtid og ikke før, der sker en fremgang i samfundet. Eller før man vælger dagpenge fra og springer ud som selvstændig. Det er svært for de ledige der spørger, om de ikke må tage en uddannelse for at bedre mulighederne for et arbejde, og de så får at vide, at de er for gamle eller der ikke er råd til en sådan (usikker) investering.

De proaktives kamp

Der må vel altid være noget, man kan gøre for at bedre sine muligheder for at komme i arbejde. Er det systemets indretning, der gør, at det ikke altid er muligt at finde muligheder for at komme i arbejde? Eller er det én selv, der hindrer en sådan forbedring. Hvis det er én selv, der er reaktiv, kan man arbejde med sig selv, for at komme videre. Men hvis det er systemet, så er det meget svært at hamle op med dette og være proaktiv. Og så bliver man bare endnu mere frustreret, fordi man sidder fast og gerne vil ud, men man bare ikke kan komme det. Den reaktive sidder i vandet og træder vande – forsøger at holde sig oppe, selvom systemet paradoksalt nok er/kan være med til at holde én nede. Mens den reaktive står i kviksand og gør en indsats for at blive trukket op, mens kviksandet (systemet) trækker én ned. Og det er en udmattende kamp. Det er jo egentlig  grotesk, at det umiddelbart er nemmere bare at følge reglerne, læne sig tilbage og vente på bedre tider, samt at lade være med at forsøge at finde løsninger og fagligt at opkvalificere sig selv.

Rådgivernes svære kamp

Jeg tror heller ikke, det er nemt for rådgiverne i øjeblikket, når de er i dette arbejde med et ønske om at hjælpe andre og med en tro på, at det kan lade sig gøre at hjælpe andre. Og det så viser sig, at deres hverdag med at hjælpe er besværet af trange vilkår i systemet og på jobmarkedet. Jeg håber, at rådgiverne vil holde modet oppe hos sig selv, for der skal nok komme bedre tider. Og når de holder modet oppe hos sig selv, bliver det også nemmere at holde modet oppe på andres vegne. Og der må altid være mindst ét lille råd, som den ledige kan tage med sig.

”Den mørkeste time er altid før solopgang”, og så længe jorden og solen eksisterer, vil der altid være en solopgang. Det er bare et spørgsmål om, om hvor man opholder sig på jorden, og om man kan rejse til et sted, hvor der ikke går så lang tid, før solen står op, samt hvor den skinner længe.

Har du haft samme oplevelse med rådgivere? Eller er du rådgiver?