Ligner ledige udskidt æblegrød?

Jeg har været til fest sammen med mennesker, som jeg er vant til at se 2-3 gange om året. Flere af dem var spændt på, om jeg havde fået et nyt arbejde (sidst vi sås, havde jeg kun 14 dage tilbage på mit tidligere arbejde). Jeg kunne mærke, at de spurgte af omsorg og interesse for mig, men jeg lagde samtidig meget mærke til, hvad deres første sætninger var, da jeg fortalte, at jeg endnu ikke havde fået et arbejde.

”Er du ledig? – jamen, du ser da ellers så godt ud”, ” Er du ledig? – du ser da ellers glad ud” og ”Er du ledig? – jamen du ser da ellers ud til at have det godt”. Jeg undrede mig over, at deres udsagn egentlig indeholdt en forudfattet mening om, at folk der er uden arbejde ikke kan være glade, ikke kan se godt ud og ikke have det godt? Er det fordomme, som ledige ofte møder?

For det første var det en meget glædelig begivenhed med skønne mennesker, som jeg havde glædet mig til. Det betyder jo selvfølgelig at humøret får et ekstra nyk opad. Derudover er der vel ikke noget i vejen for, at man kan være glad, selvom man er ledig?

Måske virker min egen medicin om, hvordan man undgår ledighedsstress, i stor stil hos mig? – Det er jo dejligt at finde ud af, at det virker, det synes jeg jo også selv, at det gør.

Det bekræfter mig samtidig i, at det er den rette vej at gøre noget ved ledighedsstress i dagens Danmark. Det bekræfter mig i, at der måske er en del, der er ledige, som ikke går rundt og er glade, og som ikke ser godt ud. Og det er dem jeg mener, vil komme endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, når de udstråler en manglende lyst til livet med både krop og psyke. Eller også er det fordommene omkring det at være ledig, der gør, at de arbejdende ser manglende glæde og udstråling hos andre ledige.

Men så ville de jo egentlig også have vurderet mig med samme udgangspunkt og set en træthed, frustration og manglende tro på det bedre, som desværre er hverdagen for flere ledige.

Det er dælme svært at skulle kæmpe med at opretholde sit selvværd, mens man er ledig. Og det bliver ikke lettere, når andre mennesker også kommenterer, at man ikke ser glad ud eller godt ud. Det er hårdt ikke kun at skulle kæmpe med sig selv, men også med andre menneskers kommentarer.

Men det kan lade sig gøre!

Og hvis man følger nogle af de mange råd, jeg skriver om i mine artikler, kan det være, at vejen til glæde, udstråling og en mening med livet bliver lettere – også selvom man stadig er ledig. Og så mener jeg, at de ledige skal stå sammen i kampen om at kræve hjælp til at forebygge og håndtere ledighedsstress hos a-kasser, på jobcentrene og hos anden aktører.

3 kommentarer til “Ligner ledige udskidt æblegrød?”

  1. Pingback: Anonym
  2. Kære Helle,
    Dejligt at læse dine blogs mv. Du får sat mange positive ord på en – for mange svær – situation. Tak for at du deler din viden !

    Efter snart 4 mdr. ledighed har jeg stadig ikke møde ledighedsstress. Og det skyldes motion. Uden tvivl. Pysisk og fysisk velvære får jeg ud af at træne – og så ligner jeg ikke udskidt æblegrød 🙂

    Mange hilsner fra Elin

  3. Kære Elin
    Tak for din anerkendelse af mine indlæg. Dejligt at høre, at du holder stressen fra livet i din ledighedsperiode.
    Held og lykke med din jobsøgning og god fornøjelse med motionen 🙂

    Med venlig hilsen Helle Alsted

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *