Warning: Declaration of mystique_CategoryWalker::start_lvl(&$output) should be compatible with Walker::start_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_CategoryWalker::end_lvl(&$output) should be compatible with Walker::end_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_CategoryWalker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker::start_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array, $current_object_id = 0) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_CategoryWalker::end_el(&$output, $page) should be compatible with Walker::end_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_PageWalker::start_lvl(&$output) should be compatible with Walker::start_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_PageWalker::end_lvl(&$output) should be compatible with Walker::end_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_PageWalker::start_el(&$output, $page, $depth, $args, $current_page) should be compatible with Walker::start_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array, $current_object_id = 0) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_PageWalker::end_el(&$output, $page) should be compatible with Walker::end_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_MenuWalker::start_lvl(&$output, $depth) should be compatible with Walker::start_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_MenuWalker::end_lvl(&$output, $depth) should be compatible with Walker::end_lvl(&$output, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_MenuWalker::start_el(&$output, $item, $depth, $args) should be compatible with Walker::start_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array, $current_object_id = 0) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0

Warning: Declaration of mystique_MenuWalker::end_el(&$output, $item, $depth) should be compatible with Walker::end_el(&$output, $object, $depth = 0, $args = Array) in /var/www/ledighedsstress.dk/public_html/wp-content/themes/mystique/lib/core.php on line 0
jobsøgningsstress « Page 2

jobsøgningsstress

Hvordan bekæmper vi bedst ledighedsstress?

”Stress rammer individuelt, men skal løses i fællesskab” er sloganet for Videncenter for Arbejdsmiljøs kampagne om stress. Jeg er fuldstændig enig, for i alt for mange år, har det heddet sig, at det er den enkelte person, der selv er skyld i, at han eller hun bliver stresset. Opfattelsen af stressramte bliver, at det er det enkelte menneske, der skal arbejde med sig selv, uden at andre på arbejdspladsen skal involveres. Men ofte virker dette ikke, og alt for mange steder, siger den tidligere stressede op, fordi personen blev stresset igen. Det er dejligt nemt for virksomhedens ledere og for kollegerne til stressramte at give personen selv skylden, så er der i hvert fald ikke noget, de gør forkert, eller skal gøre for at hjælpe.

Men sådan er virkeligheden ikke, og det har forskere og vejledere i stress fundet ud af. Stressede har brug for en fair behandling. Hvis 7 ud af 8 medarbejdere er stressede, kunne det være, der skulle ses på arbejdsforholdene eller på, om lederen gør sit arbejde ordentligt.

Jeg er ikke uenig i, at det enkelte menneske kan gøre noget for at mindske stress i sit privat- eller arbejdsliv. Og for nogle vil deres eget arbejde med sig selv gøre, at der ikke er behov for ændringer på arbejdspladsen, men ofte er der behov for begge dele. Men hvordan ser situationen så ud, når vi taler om ledige, der oplever jobsøgningsstress eller understress? Er det også et fælles anliggende?

Tabuet skal frem i lyset

Først om fremmest er det vigtigt, at der bliver sat fokus på ledighedsstress, både jobsøgningsstress og understress. (Klik her for at læse, hvad de forskellige begreber betyder). Ved at sætte fokus, kan der ske en ændring, så ledighedsstress ikke længere er et tabu. Og endnu vigtigere så de ledige finder ud af, at man kan være stresset eller understresset som ledig, for det er de færreste, der er opmærksomme på, at det kan være derfor, de har det, som de har det. Jeg oplever, når jeg taler med ledige om ledighedsstress, at der går et lys op for dem. Jeg holdt et foredrag, hvor en mand sagde, at ”jeg kan sætte hak ved alle de symptomer. Det er lige sådan, jeg har det”. Han så glad ud, og det er grotesk, når han havde det så skidt. Men bevidstheden om, at nogle kunne genkende ham i hans lidelser og give ham redskaber til at komme ud af dem, gav ham håb.

Ved at sætte fokus på ledighedsstress, får de ledige indsigt i deres egen situation, omgivelserne til ledige kan finde ud af, hvordan det kan være at være ledig, samt at der er hjælp at hente. Det samme gælder for personer, der arbejder med at rådgive og hjælpe de ledige. Hvis man kender til udfordringerne for den person, man skal hjælpe, bliver det nemmere at hjælpe hende eller ham.

Fokus og egen indsigt skabes ved at undervise og lave workshops for ledige om jobsøgningsstress og understress. Sagsbehandlere, rådgivere i a-kasser, hos fagforeninger og anden aktører skal også vide noget om ledighedsstress, og det kan de få både ved at læse om (f.eks. i min bog) og blive undervist i, hvordan man kan forstå og hjælpe et menneske med enten understress eller jobsøgningsstress. Landets læger er også i kontakt med ledige, der har det skidt, og dermed er de også en relevant målgruppe til mere viden om stress blandt ledige. Og sidst men ikke mindst, vil det også være vigtigt, at de personer, der laver beskæftigelseslovgivningen får viden om dette store problem. Når alle disse mennesker kommer i spil med hver deres viden og faglige område, vil det blive nemmere for den ledige at agere i en hverdag, der er præget af usikkerhed og mangel på anvendelse af ressourcer og kompetencer.

Individuel hjælp

At blive undervist i ledighedsstress vil ikke være nok for den enkelte ledige, der oplever svære symptomer på jobsøgningsstress eller understress. Man kan få konkrete værktøjer, men det er megen viden at tage ind og omsætte på én dag, og især hvis man oplever ledighedsstress. Derfor er det vigtigt, at der bliver taget hånd om det enkelte individ, ved at give det nogle rådgivnings- og vejledningssamtaler, så personen lærer at se indad og fastholdes den gode udvikling med at arbejde med sig selv, for at finde ud af, hvordan han eller hun kan leve et liv med mindre stress eller et liv uden understress og mere energi.

Derudover kan man få en masse konkrete værktøjer i min bog ”Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig”, og den vil være et fint supplement til de individuelle samtaler med personer, der er alvorligt ramt af ledighedsstress. Og den kan være en god selvhjælpsbog til dem, der endnu ikke oplever ledighedsstress eller dem, der oplever det i mindre grad. I bogen er et kapitel til pårørende om, hvordan de kan være med til at hjælpe den ledige til den gode udvikling og trivsel.

Den enkelte ledige kan sørge for at arbejde med sig selv og indse, at der ikke er nogen, der som udgangspunkt kommer og redder dem, samt at det ikke vides hvor lang tid, de skal være ledige. Derfor er det vigtigt, at de tager hånd om deres eget liv som ledig fra dag 1, så de lærer at trives. Og hvis de oplever ledighedsstress, er det samtidig vigtigt, at de tager hånd om at hjælpe sig selv, så de får et bedre liv som ledig.

Ændring i systemet

Jeg mener, at en ændring i de regler, der er for den ledige, kan være med til at mindske risikoen for jobsøgningsstress og understress hos en del ledige, for eksempel den megen kontrol og i nogle tilfælde den meningsløse aktivering. Disse forhold kan svare til at have en chef, der ikke forstår ens arbejdsforhold og kompetencer, ikke lytter til éns ytringer og ønsker, og blindt sætter én til at lave andre opgaver eller umulige opgaver.

Den lediges chef er beskæftigelsesministeren, der udarbejder lovgivningen og folketinget, der vedtager den. Og mellemlederne er de mange på jobcentrene og i a-kasserne, der skal følge lovgivningens indhold, hvad enten de er enige eller ej. En del der arbejder med ledige kan ikke se meningen med den lovgivning, men kan ikke gøre andet end at lytte til de lediges frustrationer, behandle dem efter bedste evne og forsøge at bøje reglerne, så det ikke bliver alt for træls for de ledige at være ledige. De ansatte skal jo helst ikke være med til at knække de ledige og gøre vejen til et arbejde endnu længere.

Ledighedsstress kræver en fælles indsats fra alle parter

Mens vi venter på, at der sker en ændring i beskæftigelsesindsatsen, må vi handle ud fra de vilkår vi har nu. Og samtidig vil jeg slå fast, at det langt fra er alle problemer med ledighedsstress, der kan løses ved en lovændring. Noget jobsøgningsstress og understress kommer på grund af personens egen forståelse af sig selv, og andet kommer af den situation, som personen er havnet i. Det er som udgangspunkt ikke nemt at være ledig, det gør noget ved ens forhold til sig selv og omgivelserne, og det kan ikke løses ved kun at lave en lovændring. Selvom det da ville være en dejlig nem løsning for dem, der oplever ledighedsstress.

Hvornår er man egentlig rask nok til at være jobsøgende?

Dette er et relevant spørgsmål i debatten om lediges vej til arbejdsmarkedet. Det er udtryk som: ”Jeg er ved at gå helt ned, men jeg kan ikke sygemelde mig, så får jeg da aldrig et arbejde”, sagt af en ung kvinde, der sad på Kongens Nytorv en solskinsdag og talte med sin veninde, der får mig til at reagere. Hvis man har det så skidt, så er man ikke i stand til at søge arbejde, står til rådighed, og denne kvinde har hårdt brug for en sygemelding og professionel hjælp.

Svaret på denne blogs overskrift, får du i slutningen af den.

Annemette Hylgaard Jensen (for AS3) skrev i 2001 bogen ”Ledighedspsykologi”, der henvender sig til rådgivere, vejledere og sagsbehandlere. Her taler hun om, hvordan ledighed kan påvirke de lediges fysiske og psykiske helbred. Hun skriver blandt andet: ”I forbindelse med visiteringen af kandidater i afklarings- og jobsøgningsforløb er det nødvendigt at være opmærksom på kandidaternes psykiske og fysiske tilstand. Er de overhovedet i stand til at have et arbejde, hvis de skulle være så heldige i deres jobsøgningsproces. Ofte er dette problemstillinger, der ikke tages op.

Normalt foregår den primære vurdering i forhold til arbejdsdueligheden på, om man kan opretholde understøttelsen. Denne vurdering er som oftest afhængig af, om den ledighed har opfyldt reglerne i forhold til love og cirkulærer og ikke så meget en reel vurdering af, hvordan den enkelte person har det fysisk og psykisk.”

Jeg vil vove at påstå, at vurderingen af ”det at stå til rådighed” hos a-kasserne, jobcentrene og anden aktørerne, stadig handler om, at den enkelte ledige opfylder kravene om at skrive to relevante ansøgninger ugen, samt at de ikke render rundt og laver alt muligt andet end at søge arbejde. I hvert fald ikke noget, de taler om. Men hvor mange rådgivere og vejledere spørger til, om den ledige har det godt og trives? Har de fysiske eller psykiske symptomer, der ikke gør dem i stand til at søge et arbejde eller at varetage et arbejde, hvis de blev tilbudt et?

Måske kan nogen rådgivere se, at det ikke står helt godt til, hvis en person er understresset og har det psykisk dårligt eller hvis personen er flakkende i blikket og har svært ved at tale sammenhængende på grund af jobsøgningsstress, og vil rådgiveren så gøre noget ved det? Er der tid til at tale med den enkelte om, at der er noget galt? Er rådgiveren klædt på til at tale med den enkelte og til at hjælpe den enkelte? Hvis man har en quick-samtale, hvor rådgiveren lige ser din liste, giver dig hånden og så sætter et kryds, så er det svært at nå at registrere, om en person har det godt. Især når fokus er på noget andet.

Den fulde forståelse af rådighed

Jeg mener, det er utrolig vigtigt, at rådgiveren i a-kassen, på jobcenteret eller hos anden aktøren, når han eller hun hver tredje måned ser den ledige sørger for at tjekke, om personen har det godt. Rådighed handler langt fra kun om at skrive ansøgninger, tage telefonen, hvis man skal kaldes til samtale, åbne breve fra de forskellige instanser og møde op til rådgivningssamtaler og aktivering. Egentlig er det nemt nok, hvis man vil (snyde), at lave stort set intet, alt muligt andet eller ligge syg i perioder, uden at det bliver opdaget. Men det er en misforståelse af tro, at en person med ledighedsstress vil blive arbejdsduelig på det tidspunkt, hvor man får et arbejde – hvis den ledige overhovedet kan blive tilbudt et arbejde med den dårlige jobsøgning, der er resultatet af under- eller jobsøgningsstress.

Det betyder også, at det er muligt at gå rundt med mange symptomer på ledighedsstress, uden at der bliver gjort noget ved det. Det kan både være fordi, man ikke anerkender, at man er blevet stresset under ledighed, fordi man ikke selv kan se det, eller fordi man ikke vil anerkende det. Og det kan også være, fordi det er besværligt at melde sig syg, og tanken om, at hvis man bliver sygemeldt i en længere periode, så kommer man endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, end man er under ledighed. Og det er her, rådgiverne skal være med til at tage ansvar og spotte dem, der har enten understress eller ledighedsstress.

Hvornår skal man sygemeldes?

Der er stor forskel på, om man er understresset eller oplever jobsøgningsstress i forhold til, om sygemelding er en god eller nødvendig ting. Reglerne skriver, at hvis man ikke er i stand til at varetage et arbejde den pågældende dag, så skal man melde sig syg. Men det kan være svært at vurdere for den enkelte ledige, om det ville være muligt at varetage et arbejde.

Hvis man er understresset, er helt nede i gear, er modløs, flygter ind i en verden af spil eller stimulerende midler, vil man som oftest ikke være i stand til at varetage et arbejde. Men problemet er, at man ved en sygemelding ofte vil få endnu mindre at stå op til, og da det i forvejen ofte er problemet for denne ledige, vil en sygemelding bare gøre problemet større eller vedvarende, hvis ikke der bliver lavet en plan for, hvordan den ledige skal komme af med sin understress og op i gear. Derfor skal en sygemelding her tilføjes en helt konkret plan for, hvordan den understressede kan blive rask, og gerne med kyndig vejledning.

Hvis man oplever jobsøgningsstress, har alt for mange stresshormoner i kroppen, har kvalme, er irritabel og vred, er grådlabil, har svært ved at sove, har hukommelses- og koncentrationsproblemer, så er der ingen tvivl om, at den ledige skal sygemeldes for at kunne komme ovenpå. Det er også her vigtigt, at sygemeldingen efterfølges af en plan for, hvordan personen skal lære at håndtere sin stress, samt hvordan den ledige får alle stresshormonerne ud af kroppen. Også her vil det være en god idé med kyndig vejledning, så den ledige hurtigst muligt og på bedst mulige måde bliver rask og lærer at forebygge stress i fremtiden.

Der skal gøres noget nu

Hverken symptomerne på understress eller jobsøgningsstress forsvinder af sig selv, det er vigtigt at gøre noget ved det, inden det sætter spor i ens fysik eller psyke. Ledighedsstress skal ikke længere være et tabu, men et emne for diskussion, og derudover skal ledighedsstress anerkendes som en udfordring for de ledige, som de skal kunne få hjælp for.

Så kære ledige, hvis du oplever enten understress eller jobsøgningsstress, så er det vigtigt, at du gør noget ved det. Både for din egen, din fremtids og for dine omgivelsers skyld! Du skal være fit for fight, så du kan komme i arbejde igen. Du kan få flere konkrete råd her på min hjemmeside eller i min bog ”Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig”, der kan købes via linket på min hjemmeside.

Undgå at blive en mavesur gammel mand, der skræmmer andre væk!

Amagerbankens krak i mandags er en sørgelig begivenhed både for de ansatte og for kunderne. Der er en del kunder, der mister deres opsparing, og det er bestemt tragisk. Og der er flere ansatte, der kommer til at overgå til ledighed i en periode, hvor det bestemt ikke er nemt at få et nyt arbejde, og det er bestemt også tragisk for den enkelte, for deres familie og for samfundet. Jeg forstår godt, at de ansatte blev tilbudt psykologhjælp, så de kan lære at tackle de nye udfordringer, der står overfor. Det er en god ledelse, der behandler deres medarbejdere på den måde.

Det der undrer mig er, når andre mennesker kommer med deres mavesure kommentarer om, at de ikke selv fik hjælp, da de blev fyret fra deres tidligere arbejde, og derfor skal andre heller ikke have det. Jeg bliver påvirket, når jeg læser sådanne negative kommentarer på stribe. Det er kommentarer som: ”Ja, men det er jo så synd for dem, nu da de ikke kan se frem til rentebetalte overenskomster, og indskudsbetalte bonusser. Nåhh de stakkels små snyltere skal på jobcenteret snart”, der undrer mig. Hvorfor kan man ikke unde andre mennesker en god behandling.

Man kunne måske undskylde det med, at det er i bankverdenen og mange ledige har økonomiske problemer, og derfor er de generelt sure på banker. Men jeg oplever det desværre også i de samme fora, når det gælder andre emner om ledighed. Ja, det er en kæmpe udfordring at være ledig, men det virker som om, at der er nogle mennesker, der er så sure på systemet, at de ikke kan være positive overhovedet.

Nye forhandlinger om fremtiden for de ledige

I dag forhandler beskæftigelsesministeren med de andre partier om at ændre nogle af reglerne for de ledige, men stadig er der negative kommentarer og ingen tro på, at der kan ske positive ændringer. Men det gør der. For eksempel er der nu i Københavns kommune indført, at førstegangsledige over 30 år kun skal være tilknyttet a-kassen det første halve/hele år (journalisten havde skrevet begge dele), så man ikke skal gå til ”de samme” samtaler to forskellige steder. Det er et positivt tiltag, lad os få flere af dem.

Hverdagen bliver til brok

Jeg kan ikke vide, om dem, der brokker sig på diverse internetsider for ledige også er så negative i deres hverdag. Men det håber jeg ikke. Hvis man konstant brokker sig i hverdagen, bliver det til en for stor del af ens liv, og det bliver sværere at komme ud af brokkeriet igen.

Man skal have lov til at være frustreret over systemet, men man skal også kunne lade det være en gang imellem og så fokusere på det, der kan få én videre i tilværelsen. Hvis man hele tiden brokker sig og anvender al sin energi dér, forsvinder fokus fra, at man skal søge arbejde, holde sig fysisk og mentalt fit for fight og være et menneske, der skaber indflydelse på sin egen situation.

Det er rigtig vigtigt at være i et fællesskab for os mennesker (se mit tidligere blogindlæg om fællesskab og ensomhed). Men det er ikke sundt for os, hvis det bliver et fællesskab om at brokke sig, så trækker man hinanden ned og til en reaktiv adfærd. Og måske risikerer man også, at ens omgivelser i andre sammenhænge bliver trætte af at høre på én, når der ikke kommer andet end galde op. Man må godt brokke sig lidt en gang imellem, for det er ikke okay regler, men der skal være så meget andet, der fylder i det sociale samvær. De færreste synes heller ikke om at tilbringe tid sammen med et menneske, der konstant brokker sig over sin samlever.

Et andet problem, hvis brokkeriet er blevet en vane, er, at det bliver mere sandsynligt, at man kommer til at sidde og brokke sig over en tidligere arbejdsplads eller tidligere kolleger. Og der er stort set ingen ansættende arbejdsgivere, der har lyst til at ansætte én, der brokker sig over tidligere steder. De vil tænke, at man bliver en negativ udfordring for kolleger og for chefen, samt at virksomheden kan risikere, at man ved ansættelsesophør går ud og taler negativt om den virksomhed også.

Hvor skal jeg parkere den mavesure mand?

Det er vigtigt at finde ud af, om man vil kæmpe en kamp for at ændre noget ved systemet. Derefter skal man finde ud af, hvor og hvordan man kan gøre dette. Det skal være et sted, hvor der arbejdes for at finde løsninger og skabe ændringer og ikke et forum, hvor der bare bliver brokket over situationen. Så sidder man fast – igen. Det skal altså være et forum, hvor man arbejder aktivt for en bedre fremtid for de ledige.

Og husk samtidigt, at det er vigtigt for dig at skabe ændringer af systemet i din nuværende situation, men det er nok ikke det, der kommer til at give dig et arbejde. Derfor må fokus på kampen ikke tage kræfterne og tiden fra at være jobsøgende. Det er trods alt det, der skal være din hovedbeskæftigelse i hverdagene, og det er det, der måske hurtigere kan få dig ud af ledigheden. Så gør en vurdering af, hvor meget tid og energi, du vil lægge i denne vigtige sag.

Husk at glæde dig på andres vegne – det andet klæder dig ikke

Det kan godt være, at du har det svært ved at være ledig, og at du ikke kan finde ud af, hvordan du skal tackle din ledighed, men det er ikke en gyldig grund til at tale dårligt eller med sarkasme om andre. Hvis man selv har det svært, kan man få det bedre ved at glæde sig på andres vegne. Man kan få det bedre af at fokusere på, at der er noget godt i livet, og at fordi man er ledig, så er det ikke ensbetydende med at hele verden er ond og grum, og at verden SKAL være det mod andre, når du føler, at den er det mod dig. Hvis man kun udstråler negativitet og kamp, så bliver man svær at nærme sig (undtaget for brokkere), og det er jo egentlig ikke det, mennesket i bund og grund ønsker sig.

Hvis éns negativitet kommer af, at man oplever understress eller jobsøgningsstress, så skal man gøre noget ved dette. Og det kan man gøre, ved at læse min bog ”Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig”.

Undgå ensomhed ved at blive en del af et fællesskab

DR Søndag bragte den 9. januar et indslag om, at frygten for ensomhed er en af de ting, som vi er allermest optagede af i vores samfund. Og for en del mennesker medfører det at være uden arbejde en øget frygt for at blive ensom. Stig Allan Pedersen blev fyret for et halvt år siden og kan tydeligt mærke, hvad ledigheden har gjort ved ham: ”Kedsomhed og ensomhed. Det var sjovt den første måned, men nu er det ikke sjovt mere. Jeg var udadvendt og positiv, havde styr på min tilværelse, havde et arbejde for et halvt år siden– det har jeg ikke mere.”

Det er skræmmende, hvordan et halvt år som ledig kan ændre et menneske fra at være udadvendt og positivt med tjek på livet, til at have et liv præget af kedsomhed og ensomhed og et negativt syn på livet.

Jobbet er ensbetydende med eksistens

Direktøren for Institut for fremtidsforskning, Johan Peter Paludan udtaler, at: ”hvis man mister jobbet, mister man hele sin eksistens! Vi kender ikke naboen, vi kender ikke andre end kollegerne på jobbet.” Vores arbejde fylder en stor del af vores hverdag, og derfor bliver der mindre tid til fritid og venner, og for mange er det heller ikke nødvendigt at prioritere livet uden for arbejdet, idet de får opfyldt det sociale liv og en meningsfuld hverdag på arbejdet. Men når man så mister arbejdet, giver det bagslag, fordi mennesket så skal til at oparbejde et socialt liv og finde en anden mening i hverdagen.

En anden grund til at mennesket mister eksistens, når det mister arbejdet er, at vi i vores samfund hænger vores identitet på det, vi arbejder med. Vi spørger ikke andre om, hvordan de har det, hvad de brænder for eller hvad de godt kan lide at lave. Vi spørger om, hvordan det går på arbejde, og så er det svært for den, der er ledig, at tale med. Og den ledige bliver så spurgt, om han eller hun har fået et arbejde, og det kan være anstrengende og stressende for en del, at man ikke ”er noget”, hvis ikke man har et arbejde.

Del af ”det uønskede fællesskab”

Langt de fleste mennesker trives bedst, når de oplever, at de tilhører et fællesskab. Og igennem hele livet tilhører vi forskellige fællesskaber, hvad enten det er i skolen, på videregående uddannelser, på jobbet, på efteruddannelser, i fritidslivet, i familielivet eller som ledig. Nogle fællesskaber er mere tydelige og givende end andre, og nogle er mere ønskede end andre.

Når man bliver ledig, kommer man enten fra et arbejdsfællesskab eller fra et uddannelsesfællesskab, der styrkedes gennem relationer og/eller faglighed. Som ledig bliver man en del af et fællesskab om det at være ledig, men det er ikke på samme måde et fysisk og synligt fællesskab. Og for langt de fleste ledige er det ikke et fællesskab, de selv har valgt at være i, og dermed heller ikke et fællesskab, som de ønsker at være en del af.

Usynligheden består i, at man ikke rigtig møder ”de andre ledige”, når man tilbringer så meget tid alene, og egentlig kan ”passe sig selv”. Det er typisk først ved aktiveringen, at man møder sit fællesskab, og for mange sker dette gennem en oplevelse af ufrivillighed. Mødet kan ske tidligere, hvis man selv søger de forskellige kurser og tilbud, som gives til ledige i den første ledighedsperiode. Men her er man måske også varsom med at blive en del af fællesskabet. For måske har man ikke helt accepteret, at det er okay at være ledige, og dermed identificere sig som tilhørende den gruppe. Og det er heller ikke sikkert, at man i anden ledighedsperiode har lyst til at være en del at ledighedsfællesskabet, og især ikke når hver dag er en kamp for at komme ud af netop det fællesskab.

Derfor bliver det ekstra vigtigt for ledige at søge andre fællesskaber, som de gerne vil være en del af. Og gennem oplevelsen af at tilhøre de andre fællesskaber, vil risikoen for at føle sig ensom blive mindre.

Skab et socialt liv

Jeg har talt med en del ledige, der taler om ”Den evindelige tid” som ledig. Der ligger flere ting i dette. Blandt andet at man som ledig har ufattelig meget tid alene i hverdagen, mens de har en følelse af, at alle andre mennesker er på arbejde. Der er stor forskel på, om man føler sig alene eller ensom, men på tidspunkter, hvor man er meget alene, bliver frygten for ensomheden forstærket. Derfor er det vigtigt, at man gør en indsats for at minimere risikoen for ensomhed ved at fokusere på at være social. Hvis man har en samlever eller kæreste med/uden børn, vil man automatisk se andre mennesker hver dag, og det vil for de fleste gøre risikoen for ensomhed mindre.

Men hvis man er single kan det være sværere, fordi man her skal gøre en ekstra indsats for at se andre mennesker i hverdagen. Og det kan især være udfordrende, når ens venner og veninder har job, samlever OG børn, for så er der ofte ikke tid til eller mulighed for socialt samvær i hverdagene. Derfor skal du sørge for, at du har sociale aftaler med venner og/eller familie flere dage om ugen, så du ikke sidder for meget alene. Du kan også gå til fritidsaktiviteter for at være sammen med andre mennesker.

For både singler og ikke-sigler kan man overveje, om man skal sidde sammen med andre og gøre jobsøgningsaktiviteter én til fem dage om ugen, så man ikke tilbringer de mange timer med jobsøgningen alene. Og hvis ikke man sparrer med hinanden er det i det mindste dejligt at have nogen at spise frokost med.

Beskæftigelsessystemet skal hjælpe

Flere ledige efterlyser, at man er med i et netværk, hvor man mødes en gang om ugen eller mere. Et netværk, hvor man kan få sparring på ansøgninger og cv’er, få nye idéer til jobsøgningen, fx nye steder at lede efter jobs, eller jobs, som andre har hørt om. Netværk, hvor man holder hinanden lidt til ilden, så man ikke kommer ned i gear, samt hvor man bare har det sociale aspekt, så man ikke bliver mærkelig og ensom af at tilbringe så megen tid alene. Og som det sidste, er der også for nogle ledige behov for at dele nogle af de frustrationer, der opstår i kampen med systemets kontrol og begrænsninger, samt i kampen mod ledighedsstress; både understress og jobsøgningsstress.

Nogle skal tage et sådant initiativ, og det kan være svært for den enkelte ledige. Måske finder man nogen, når man er på aktiveringskursus, man kan mødes med, men når det først er efter et halvt år (ledige under 30 år) eller 9 måneder (ledige over 30 år), så er der meget lang tid, hvor man ikke har dette netværk. Og hvor der er risiko for at gå meget ned i gear (blive understresset) eller være i overgear (opleve jobsøgningsstress), og begge dele skulle gerne forhindres. Hvis man hurtigere møder andre mennesker i samme situation, kan det føre til, at man hurtigere bliver en del af det nye fællesskab, om ikke andet et socialt fællesskab, som mindsker risikoen for mistrivsel og ensomhed, så en fyr som Allan Sitg Pedersen kan blive ved med at være udadvendt og positiv og undgå ensomheden.

Ledighed er 100% din skyld!

Jeg bliver så provokeret, når et menneske, der skal hjælpe ledige kommer med udtalelser, der kan gøre, at den ledige bliver selvkritisk, selvnedbrydende og (endnu mere) stresset. Den seneste udtalelse, jeg hørte var, at ”når du har lært at holde en god elevatortale, så får du helt sikkert det allerførste job, du er til samtale på”.

Jeg er ikke uenig i, at det er en god idé at lære at fremsige en god, personlig og ægte elevatortale, så man kan være overbevisende med det samme. Jeg vil endda sige, at det er en rigtig god idé, idet det bestemt er en metode til at få et arbejde – eller komme tættere på et arbejde. Hvis man ikke kan præsentere sig selv på en god måde, så er det meget svært at blive valgt til et arbejde.

Det er udelukkende DIN skyld!

Det, der provokerer mig voldsomt er, at ansvaret for, om du er i arbejde udelukkende bliver lagt på dine skuldre. DU er ikke god nok til en elevatortale, derfor har DU ikke noget arbejde, og DU må blive bedre til at holde elevatortale. Men hvor er relationerne blevet af? Hvor er erfaringerne blevet af? Hvor er de andre kandidater blevet af? Hvor er arbejdsopgaverne blevet af?

Når man lægger ansvaret over på den enkelte person, stiger risikoen for, at personen bliver utilfreds med sig selv, eller presser sig selv yderligere for at blive endnu bedre – og dermed stiger risikoen for at opleve jobsøgningsstress. Og hvis man har tendenser til at ville levere det perfekte, så bliver der helt bestemt overproduceret af stresshormoner i kroppen. Og det gør rent faktisk, at man præsterer langt dårligere, end hvis man bare var lidt nervøs/tændt på den gode måde.

Du er god nok!

Hvad nu, hvis en person HAR leveret en rigtig god elevatortale og i øvrigt har klaret resten af samtalen rigtig godt, og man alligevel får afslag? Vil du så sige, at det alligevel ikke var en god elevatortale? Da kan have leveret en fremragende elevatortale og været god nok, men da alt er relativt, kan den afgørende faktor have noget at gøre med noget, der er uden for din indflydelse.

Det kan være, at virksomheden har to mulige kandidater, men at de vælger den, der har mest erfaring. Mange virksomheder ønsker ikke at have lange oplæringsperioder på et tidspunkt, hvor de har meget travlt, og så er det bedst at have én med erfaring. Det kan også være, at kemien har været bedre med en anden kandidat, som har præsteret en lige så god eller dårligere elevatortale end dig, men at kemien tæller mest. Eller det kan være, at der er blevet lagt vægt på, at én af de andre kandidater bedre vil kunne klare de enkelte arbejdsopgaver end dig, fordi han/hun har nogen kompetencer, som du ikke har.

Det kan også være, at nogen vil synes, at din elevatortale er god, mens andre vil synes, den er dårlig, og hvem skal man så lytte til?

Undervisere er ikke guruer

Jeg synes, det er så farligt, når en ledig (kursist) lægger sin skæbne i hænderne på underviseren ved at stole blindt på ham eller hende. Ja, de kan nogle ting, og ved en masse, men måske har de ikke alle de rigtige svar. Derfor vil jeg opfordre undervisere til at tænke over, hvad det er, der bliver undervist i, samt hvordan det fremlægges. Og derudover vil jeg opfordre ledige på kursus til at tænker over og debattere, hvad det er, der bliver sagt på sådanne kurser.

Jeg oplevede endda, at den samme underviser sagde, at det er elevatortalen, der er afgørende, efter at hun tidligere havde sagt, at det er førstehåndsindtrykket, som allerede kan ske i mødet på gangen, der tæller, om man kommer i betragtning eller ej, samt at 60 % af det afgørende for, om man får jobbet er kemien. Det hænger ikke logisk sammen med, at det er den gode elevatortale, der giver én jobbet.

Mange sandheder

Når man har været på kursus én gang, findes der én sandhed. Når man har været på kursus to gange, findes der to sandheder og sådan stiger det for hver gang. En elevatortale kan vare fra 30 sek til 2 minutter alt efter, hvilket kursus og hvilken underviser du har haft. Så lad være med at stole 100 % på, hvad du hører. Mærk efter, hvad du kan bruge, og hvad du ikke kan bruge. Og tænk over, at du har helt sikkert nogle ting, du kan gøre bedre i din jobsøgning, og i din forståelse af dig selv, men du er ikke den eneste, der bestemmer, om du får jobbet eller ej!

Du skal passe på dig selv og dit selvværd, og du skal lære at trives under ledighed, i stedet for at lytte til nedbrydende budskaber.

10 gode råd til, hvordan du som ledig kommer gennem december med trivsel!

Det er tid til én af årets helt store højtider, hvor der skal hygges med familie, venner og masser af julegodter. Men hvordan kommer man i gennem denne egentlig dejlige tid, hvis man er ledig og har svært ved at skulle være til sociale arrangementer og tale om sin ledighed. Og hvordan kommer man igennem en juleferie uden at få dårlig samvittighed over at holde fri fra jobsøgningen?

  1. 1.       Beslut dig for, om du vil holde ferie og hvor mange dage. Julen ligger rigtig dårligt i år, hvis man gerne vil have en masse ”gratis” feriedage i træk. Det vil sige, at du skal være jobsøgende indtil den 23.december, samt igen fra den 27.- til den 30.(31.?)december. Find ud af, om du ønsker og har brug for at holde fri nogle af de dage. Måske du skal være sammen med familien, der holder fri; måske du skal til familie i en anden del af landet, så er det ikke så nemt at være jobsøgende. Husk at melde ferie i god tid til jobcenter, a-kasse og anden aktør.

 

  1. 2.       Alle har ret til at holde ferie! Der er sikkert mange i din familie og blandt dine venner, der også holder fri, og hvorfor skulle du ikke have lov til det? Ville du synes, det var i orden, hvis din samlever/kæreste havde travlt med at arbejde i jeres ferie? Eneste grund til ikke at have lov til at holde juleferie er, hvis du skal bruge dine sidste feriedage på et andet tidspunkt i dette ferieår. Især som børnefamilie skal der bruges en masse feriedage over hele året.

 

  1. 3.       Én af vejene til at få ledighedsstress er dårlig samvittighed og hos nogle ledige bliver samvittigheden ikke mindre dårlig af at holde ferie eller af at familien holder ferie uden dig. Vær opmærksom på, hvad og hvem du får dårlig samvittighed over for. Vær nærværende, når du søger job, og vær nærværende når du holder fri.  Ingen gode resultater i livet kommer af at gøre et og tænke på, at man burde gøre noget andet.

 

  1. 4.       Glem ordene ”jeg burde…”! Måske lykkes det dig at holde ferie og lade være med at tjekke nettet for relevante jobs. Men hvis du tænker, at du burde gøre det, får du dårlig samvittighed, mistrives og er i øget risiko for ledighedsstress. Dårlig samvittighed fører altså intet godt med sig, og hvem gider blive stresset over at holde ferie eller over at fejre jul med dejlige mennesker?

 

  1. 5.       De fleste arbejdspladser søger ikke nye medarbejdere i slutningen af året. Mange arbejdspladser gør status over det forgange år, samt får overblik over det nye år i december, og dermed er der ikke så mange opslåede stillinger. Der ligger helt sikkert ingen samtaler mellem jul og nytår, og de fleste steder har ansøgningsfrist inden jul eller efter nytår, og det er et oplagt tidspunkt at holde ferie. Når der ingen jobannoncer eller samtaler er, og du tjekker mails/jobannoncer, selvom du har ferie, vil det sige, at du kun kan bruge unødig tid og energi på grund af den dårlige samvittighed. Og det er endda på noget, der alligevel ikke kan få dig nærmere en ansættelse. Og hvem gider bruge tid og energi på intet resultat, når man i stedet kan bruge det på skønne mennesker og oplevelser.

 

  1. 6.       Send børnene i institution indtil du har ferie. Vurder, om det er muligt at være jobsøgende samtidig med, at dine børn er hjemme om dagen, (det er ikke engang lovligt, hvis de ikke kan passe sig selv) eller du skal sende dem i institution eller hjem til en kammerat eller bedsteforældre, så du får tid til at søge arbejde og kan holde fri, når de kommer hjem. Du skal ikke have dårlig samvittighed over at sende dine børn på institution i andres ferie. Ofte sker der en masse sjove aktiviteter, og tit har pædagogerne mere tid til det enkelte barn. Det kan endda være sjovere at være i institution, hvor der er nogen at lege med end at være hjemme ved mor og far, der er optagede af alt muligt andet.

 

  1. 7.       Vurdér, om du ønsker at tage til de forskellige sociale arrangementer! Der kan være forskel på, hvem man har lyst til at være sammen med, hvis du har det svært med din ledighed. Ønsker du at tage til julefrokost sammen med tidligere kolleger? Ønsker du at være sammen med gamle venner? Ønsker du at være sammen med familien? Ønsker du at være sammen med sportsklubben? Tag til dem, du har lyst til at tage til. Ingen får det bedre af at gøre det, man burde eller plejer at gøre. Og man får det godt af det, man gerne vil. Du træffer selv valgene![1] 

 

  1. 8.       Afvis presset fra dine omgivelser til de sociale arrangementer. Det er helt i orden at sige, at man ikke har lyst til at tale om sin ledighed, hvis man ikke er okay med den eller bare gerne vil tænke på noget andet og feste/hygge/holde fri. Personer i arbejde har heller ikke altid lyst til at snakke arbejde, når de skal være sociale, så hvorfor skulle du have lyst til det? Og havde du selv lyst til at tale arbejde, da du havde et? Du kan også vælge at tale om, hvad du brænder for i dit liv. 

 

  1. 9.       Styr presset fra dine omgivelser til de sociale arrangementer. Sig til dem, at du gør hvad du kan, at du nok skal sige til dem, at du fortæller, når der er noget nyt at fortælle, og sig at du også har ret til og brug for at slappe af (og holde ferie), selvom du ikke har et arbejde – og tro på det selv. Og husk, at så længe du gør, hvad du kan og respekterer dig selv og dine egne grænser, kan du og andre ikke forlange mere af dig! (Se mere om pres fra pårørende i mine artikler ”Lær at tackle jobsøgningsstress” på www.jobfisk.dk eller www.LedigUdenStress.dk).

 

  1. 10.   Vær din egen bedste ven! Ofte er vi bedre til at give andre gode råd end at leve efter vores egne gode råd. Men hvorfor ikke behandle dig selv lige så godt, som du behandler andre? Alle får det psykisk bedst af at leve efter deres egne ønsker og værdier.

 

Hav nu en rigtig god jul med god samvittighed og uden stress!

Helle Alsted, cand.pæd.psyk., stressrådgiver og forfatter til bogen ”Ledig uden stress”, der udkommer primo 2011 (hold øje med udgivelsen på www.LedigUdenStress.dk)

Du kan også læse ” Sådan nyder du ferien fra jobsøgningen – 10 gode råd” på www.jobfisk.dk eller www.LedigUdenStress.dk


[1] Du må dog ikke isolere dig fra alle andre mennesker! Hvis du vælger alle arrangementer fra, fordi du ikke har lyst til at være sammen med andre, så skal du være opmærksom på, om du er understresset, har jobsøgningsstress eller om du har en depression. Når mennesket isolerer sig og mangler social kontakt, stiger risikoen for at blive deprimeret. Så find i stedet nogle andre muligheder for at tilbringe tid sammen med de mennesker, du godt kan lide.

 

“Ledighed fører til, at man går og laver ingenting”

Sådan udtaler en mand i et indslag på Tv-Midtvest; en mand, der har været ledig længe og har sendt over 70 ansøgninger. Indslaget afsluttes med, at han putter en ansøgning i en kuvert og siger modløst: ”så må vi jo håbe, det bliver én af de sidste”.

Initiativer mødes ikke

Det er skræmmende for mig at se et sådant indslag. Den ledige mand taler om, at han er kommet med et forslag på kommunen til, hvad han kunne tænke sig af kurser. Men så møder han en lukket dør. På kommunen taler de om, at de vil gøre noget for de ledige og sende dem i aktivering, men hvad hjælper det, hvis det ikke er en aktivering, som man har ønsket? Endnu et cv-skrivningskursus kan man sjældent bruge til noget. Og især ikke i de egne af landet, hvor arbejdsløsheden blandt ufaglærte er forfærdelig høj.

Et vrangbillede af ledige?

Det er forfærdeligt for mig at se, hvordan man fremstiller ledige. Manden sidder med en smøg og i baggrunden ses et ur, og man kan høre uret tikke. Ja, det er hverdagen for nogle ledige, men dette skal ændres. Det er den slags hverdage, der øger risikoen for understress. Det lyser ud af ham, at han oplever understress, han udstråler ingen energi og glæde, og han taler om andre ”lidelsesfæller”. Måske ses det i hans ansøgninger, og det vil i hvert fald kunne ses til en jobsamtale.

Der findes bestemt også ledige, der knokler rigtig meget under deres ledighed med at søge job, og det er bestemt ikke fair at fremstille ledige som nogle, der INTET laver. Risikoen for jobsøgningsstress forøges for dem, der knokler rigtig meget og gør en kæmpe stor indsats for at få et arbejde. Og det er rigtig træls for de aktive ledige, at de bliver mødt med fordommene om inaktive ledige, der ingenting laver, fordi mediernes fremstilling entydigt viser dette scenarie.

Handling i stedet for ord, tak

”Nedsættelse af dagpengeperioden vil give flere på overførselsindkomst, og det vil give voldsomme konsekvenser”, udtales af en kommunal ansat. Hvis kommunerne mener, at de vil gøre noget for de ledige, så skal de tænke nyt og se at komme i gang med at forstå, hvordan det er at være ledig. De må hjælpe deres borgere til at undgå jobsøgningsstress og understress – begge dele går ud over livskvaliteten og helbredet. Mange ledige har brug for at finde ud af, hvordan de mange krav tackles, samt hvordan man skaber mening og indhold i hverdagene. For nogle kan det være svært angående jobsøgningen, idet bare det at finde et relevant jobopslag, kan være en stor udfordring. Derfor skal de ledige også have hjælp til at skabe mening i deres fritids- og privatliv. Hvis man er glad, tilfreds og har et liv med mening på nogle områder, er det nemmere at tackle den udfordrende situation som ledig.

Og ja, dagpengeperioden er sat ned til to år, men det kan jo ikke nytte noget at gå ned over det nu, når der er to år endnu. Der er ingen, der ved, hvad der sker i de kommende 2 år, og så vil det være rigtig ærgerligt at have brugt en masse negativ energi og tanker på noget, der ikke hænder én. Og endnu værre at blive syg af de tanker og miste muligheden for at få et arbejde, på grund af sine tanker. Kære kommuner, hjælp de ledige til at tackle deres tanker. Man får nok af ”trusselsbreve” under ledighed fra a-kassen, jobcenteret og fra anden aktør, udover alle de afslag, og det gør det bare endnu sværere at tænke positivt for nogle mennesker.

Min bog ”Ledig uden stress” med helt konkrete stressforebyggelses- og stresshåndteringsværktøjer udkommer i januar eller februar 2011. Hold øje med udgivelsen på www.LedigUdenStress.dk.

Spænder virksomhedspraktikken ben?

Hvad kan man tillade sig at være ked af, og hvad skal man være glad for? Der er mange følelser på spil, når man er ledig og er på jagt efter et arbejde. Er det okay at være ked af og frustreret over, at man er kommet i virksomhedspraktik et sted, hvor man har kedelige og ikke-udfordrende arbejdsopgaver? Når andre sidder og ønsker, at dem var dem, der var i praktik, men at der ikke rigtig er nogen, der reagerer positivt på ens henvendelser.

Hver er i sin situation i livet, og det er meget svært at sige, at følelser ikke er legale, hvis det er dem, man oplever. Men jeg anser det som meget vigtigt at finde ud af, hvad det er, man ønsker i sit arbejdsliv og derefter finde ud af, hvorfor det er, at man ikke trives med den situation, som man er i.

Risikoen for understress

Undersøgelser viser, at hvis man er i et arbejde, hvor man skal bruge en masse energi på at lade som om, man laver noget, samt at det ikke er interessante opgaver, så frigives der langt flere stresshormoner end hvis man har for travlt. Og derudover stiger risikoen for at udvikle en depression. I denne situation oplever personen understress. Og det kan altså udgøre en helbredsrisiko, og så er det vel okay at være frustreret over at være i den situation, især når man så ved, at man skal være der 37 timer, og derefter skal hjem og finde de to jobs, der skal søges hver uge. Du arbejder graits for virksomheden, og hvis du har for lidt at lave, kan det sagtens være, de er villige til at give dig tid til at skrive ansøgninger, mens du er der, eller du kan gå lidt tidligere nogle dage.

Risikoen for jobsøgningsstress

Jeg ved, at der er jobkonsulenter, der anbefaler, at man i den periode laver standardansøgninger. Det får nok ikke én til samtale, men det kan være det, der gør, at man ikke bliver stresset af de ting, man skal nå udenfor de 37 timers praktik. Det er paradoksalt, at jobsøgningen egentlig bliver sat på standby i den periode, og især når man bare gerne vil i arbejde. Men hvis det er den måde, man overlever en aktiveringsperiode, så må man vælge den udvej og affinde sig med den.

Det betyder også, at det for nogle kan være en belastning, hvis de bliver tilbudt flere virksomhedspraktikker i træk, også selvom det er spændende arbejde. Men det er altså en ekstra belastning for mange, og det kan desværre også give stress, at man så ikke oplever, at man har tid til sit privatliv. Og hvis det ikke fører til et arbejde, men det er tydeligt, at virksomheden bare har bonus ud af at anvende gratis arbejdskraft, så kan det virke endnu mere meningsløst for den ledige.

Kan man egentlig tillade sig at sige nej tak til virksomhedspraktik, hvis man kan se, at det ikke vil bringe én tættere på et arbejde? Og kan man overhovedet se på forhånd, om det vil bringe én tættere på et arbejde? Måske åbner der sig døre – det er jo egentlig tanken bag, hvorfor man skal i virksomhedspraktik eller løntilskud. Tanken er rigtig god, men flere oplever bare, at sådan som ordningen bliver anvendt, er det bare dejligt for virksomhederne at have gratis arbejdskraft i en periode, hvorefter de finder en ny ledig, de kan have til at arbejde gratis – eller hvad har du oplevet?

Hvad forventer du?

Det er vigtigt, at du som ledig afstemmer med dig selv, hvad dine forventninger til din praktik og jobsøgning er i den periode. Hvis du ikke sætter forventningerne for højt, bliver du ikke skuffet. Der gælder det, at forholdet mellem det, du modtager og det, du forventer, skal være større end 1. Sagt på en anden måde, det du forventer, skal være mindre end det, du modtager, for at du bliver tilfreds. Det vil sige, at hvis du forventer at blive fastansat, så bliver du skuffet over at lave en god indsats og modtage en god udtalelse. Hvis du i stedet forventer at få opleve en arbejdsdag og få nogle arbejdsopgaver, og du modtager spændende arbejdsopgaver; en rigtig god anbefaling; en kontakt til én i et andet firma; eller endda en fastansættelse, så bliver du meget tilfreds.

Der er også en del, der får en hel masse ud af at være i virksomhedspraktik, så jeg siger ikke, at du ikke skal tage i virksomhedspraktik. Men hvis du ikke trives under din praktik, så find ud af, hvad du reagerer på, samt hvorfor du reagerer, så kan du handle herudfra! Og så du kan få mest muligt ud af den periode, hvor du er i virksomhedspraktik!

God fornøjelse med jobsøgningen!

Må rådgiveren miste troen på, at du kan få et arbejde?

Som ledig sætter de fleste deres lid til, at de enkelte gange, de skal til samtale hos a-kassen, på jobcenteret og hos anden aktør, kan rådgiverne hjælpe dem med at besvare de spørgsmål, de skulle have, samt at rådgiverne kan vejlede de ledige til, hvad de kan gøre mere og andet, end det de har gjort ind til nu. Og hvis der ikke er noget, rådgiverne kan give den ledige af konkret hjælp, så kan de da i hvert fald hjælpe den ledige til at holde humøret oppe, så de bibeholder troen på, at de kommer i arbejde på et tidspunkt.

Den realistiske rådgiver?

Dem, der er ansat som rådgivere er ofte personer, der gerne vil hjælpe, og dermed finder de tit et eller andet, de kan gøre for dig, hvis du gerne vil have det. Men jeg oplever desværre, at det, at situationen i samfundet angående antallet af ledige og antallet af ledige jobs ikke er givtig for de ledige, gør, at det er sværere for rådgiverne at tro på, at det kan lade sig gøre for ledige i forskellige faggrupper at komme i arbejde. Når en ledig møder en rådgiver der siger, at grunden til, at man ikke har arbejde er, at man som nyuddannet ikke har stor erfaring og samtidig har en uddannelse, hvor der er mange ledige, og man så samtidig søger arbejde inden for felter, hvor der er mange ansøgere med meget erfaring. Hvad gør man så? Egentlig er det jo en meget realistisk rådgiver, som sikkert siger det i en god mening, for at sige, at a-kassen ikke vil presse og sagtens kan forstå, at man ikke er kommet i arbejde endnu. Men hvis man har brug for at holde humøret oppe, samt bibeholde troen på, at det kan lykkes at komme i arbejde, så er det meget svært at sidde over for en rådgiver, der er opgivende på ens vegne.

Indre motivation – ydre motivation

Jeg tror ikke på, at andre mennesker kan skabe motivation og tro på bedring hos en person, hvis personen ikke selv er i stand til at motivere sig selv, samt at skabe en tro på, at det nok skal gå alt sammen. Men mange ledige bliver mere og mere skrøbelige i deres tro på, at de kan komme i arbejde, fordi det er svære tider, og fordi flere er flere ledige bliver skrøbelige på grund af lobsøgningsstress (og understress). I sådanne tilfælde har den ledige brug for at læne sig op ad én, der ved noget om forholdene og om mulighederne for at komme i arbejde, og én som kan hjælpe med at skabe en farbar vej til et arbejde, så man ikke mister modet helt. Og så er det rigtig svært at opretholde denne lille tro, når der sidder én, der ved noget, som fortæller én, at det nok ikke vil ske i den nærmeste fremtid og ikke før, der sker en fremgang i samfundet. Eller før man vælger dagpenge fra og springer ud som selvstændig. Det er svært for de ledige der spørger, om de ikke må tage en uddannelse for at bedre mulighederne for et arbejde, og de så får at vide, at de er for gamle eller der ikke er råd til en sådan (usikker) investering.

De proaktives kamp

Der må vel altid være noget, man kan gøre for at bedre sine muligheder for at komme i arbejde. Er det systemets indretning, der gør, at det ikke altid er muligt at finde muligheder for at komme i arbejde? Eller er det én selv, der hindrer en sådan forbedring. Hvis det er én selv, der er reaktiv, kan man arbejde med sig selv, for at komme videre. Men hvis det er systemet, så er det meget svært at hamle op med dette og være proaktiv. Og så bliver man bare endnu mere frustreret, fordi man sidder fast og gerne vil ud, men man bare ikke kan komme det. Den reaktive sidder i vandet og træder vande – forsøger at holde sig oppe, selvom systemet paradoksalt nok er/kan være med til at holde én nede. Mens den reaktive står i kviksand og gør en indsats for at blive trukket op, mens kviksandet (systemet) trækker én ned. Og det er en udmattende kamp. Det er jo egentlig  grotesk, at det umiddelbart er nemmere bare at følge reglerne, læne sig tilbage og vente på bedre tider, samt at lade være med at forsøge at finde løsninger og fagligt at opkvalificere sig selv.

Rådgivernes svære kamp

Jeg tror heller ikke, det er nemt for rådgiverne i øjeblikket, når de er i dette arbejde med et ønske om at hjælpe andre og med en tro på, at det kan lade sig gøre at hjælpe andre. Og det så viser sig, at deres hverdag med at hjælpe er besværet af trange vilkår i systemet og på jobmarkedet. Jeg håber, at rådgiverne vil holde modet oppe hos sig selv, for der skal nok komme bedre tider. Og når de holder modet oppe hos sig selv, bliver det også nemmere at holde modet oppe på andres vegne. Og der må altid være mindst ét lille råd, som den ledige kan tage med sig.

”Den mørkeste time er altid før solopgang”, og så længe jorden og solen eksisterer, vil der altid være en solopgang. Det er bare et spørgsmål om, om hvor man opholder sig på jorden, og om man kan rejse til et sted, hvor der ikke går så lang tid, før solen står op, samt hvor den skinner længe.

Har du haft samme oplevelse med rådgivere? Eller er du rådgiver?

Kan vi juble over faldende ledighed?

Nyhederne har flere gange i dag fortalt, at ledigheden er faldet i august, og det er jo bestemt positivt for samfundet, noget at juble over, og giver de ledige forhåbninger om, at der nu igen en gang i ansættelserne.

De ledige flyttes rundt i statistikkerne

MEN du kan godt få armene ned igen. Jeg hørte også et interview med Inger Støjberg, hvor hun er så god at fortælle, at det ikke betyder, at der er flere, der er kommet i arbejde, men at det er det tal, der fortæller, hvor mange, der går ledige på dagpenge og søger arbejde. Det tal, der bliver refereret til med faldende ledighed fortæller egentlig, at der var flere i august, der var i aktivering, der var på ferie, der havde (syge- barsels-) orlov eller var på 6 ugers selvvalgt kursus. Det vil sige, at ledigheden ikke er faldet, jobcentrene er bare blevet bedre til at sende de ledige hen i andre statistikker.

Jeg håber ikke, at der er mange af dem, der optrådte på ledighedslisterne, der er kommet på sygedagpengelisterne på grund af jobsøgningsstress eller ledighedsstress. Så er de jo bare endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, og det er bestemt ikke noget at juble over.

Statistik kan være godt for nogle ting, men det kan bestemt også være skidt for andre. Jeg håber ikke, at de ledige nu skal til at høre for, at de stadig er ledige selvom ledigheden er faldet, når den reelt ikke er det. Luk ørerne for statistikkerne, dem kan du alligevel ikke bruge til noget i dit liv. 3 ud af 10 får arbejde inden for 3 måneders ledighed. 5 ud af 10 får arbejde inden for 6 måneders ledighed, men hvad kan DU bruge det til? Tag det til dig, hvis det giver dig en positiv forhåbning om, at du er én af dem i den positive statistik. Hvis du bliver modløs af statistik, så lad være at lytte til den.

Hvis du kun hører en statistik og ikke dens indhold, så kan man nemt bliver ledt på vildveje. Ville ønske, at journalisterne gav nogle mere uddybende referater og indslag, så man ikke får et forvrænget billede af virkeligheden.

Inger vil gøre noget! Gerne snart

Inger Støjberg nævnte i samme interview, at der bestemt skulle gøres noget andet og noget mere i forhold til at hjælpe de ledige, og det håber jeg da bestemt, at hun vil gøre. Jeg vil i hvert fald fortsætte mit personlige kald om at gøre det nemmere at være ledig i dag, så man undgår ledighedsstress. Også selvom det handler om at holde ministeren fast på, at hun skal gøre noget for at ændre vilkårene og give kvalificeret hjælp!

Hold håbet oppe, der er også et arbejde til dig!