I Søndagsavisen fra første weekend i september læste jeg en artikel om, at 4 ud af 10 socialrådgivere oplever vold eller trusler på jobbet fra ledige. Én af de kritiske hovedpointer i artiklen var, at kommunerne ikke laver de voldspolitiker, som de er blevet pålagt. En anden kritisk hovedpointe var, at det er reglerne og bureaukratiet, der presser de ledige til desperate handlinger.
Jeg er fuldstændig enig i, at det er alt for mange sagsbehandlere, der oplever trusler, samt at det skal der gøres noget ved. Men man løser ikke problemet ved at lave voldspolitikker, så de ansatte kan få den fornødne hjælp, når de desværre udsættes for vold. Det kan sammenlignes med at have ekstra tøj med, fordi man tisser i bukserne i stedet for at bygge et toilet. Selvfølgelig skal der være voldspolitikker, så de ansatte kan få hjælp, når nu der findes ledige, som truer deres sagsbehandlere, men hvorfor ikke sætte fokus på at forebygge i stedet for at reparere?
Det kan ikke passe, at socialrådgivere skal blive bange for at gå på arbejde og opleve vold i et arbejde, hvor de bare gerne vil hjælpe andre mennesker. Især ikke, når vi kan gøre noget for at undgå, at de ledige bliver voldelige.
Jeg er også enig i, at der findes mange svære regler at håndtere, når man er ledig, og at det presser en del ledige. Men når det nu går så trægt med at ændre på lovgivningen omkring de ledige, så må vi handle ud fra, at reglerne er sådan, at det kan være en kæmpe udfordring at være ledig. En kæmpe udfordring, som jeg oplever, er medvirkende til, at en del ledige oplever ledighedsstress. Og når man oplever stress, bliver man blandt andet aggressiv, hidsig og truende, og det er denne adfærd, der specielt kommer til udtryk over for socialrådgivere og ansatte i a-kasserne, der jo sidder med magten i forhold til at vurdere, om du står til rådighed, og dermed har magten til at beslutte, om der skal udbetales penge.
Det er også de mennesker, som de ledige oplever, er de eneste, der skal hjælpe dem i en svær situation, men det er svært at få hjælp, hvis man samtidig ikke kan være ærlig overfor den, som man sidder over for. Man kan ikke lige sige, at man er træt af livet, eller at man ikke orker at stå op og lave sine ansøgninger, fordi man så ikke står til rådighed og måske i stedet skal være sygemeldt. Jeg hørte en ung pige sige til sin veninde: ” Jeg er ved at gå fuldstændig ned, men jeg kan ikke sygemelde mig, for så får jeg da slet ikke et arbejde”.
Hvor får man så den fornødne hjælp som ledig? Ikke alle kan hjælpe sig selv eller har et netværk, der kan hjælpe én i så udfordrende en situation som ledighed er. Og så længe, det er tabu, at man kan blive stresset af at være ledig, så kan det også være svært for omgivelserne at tro på, at man er stresset.
Men hvad skal vi så gøre? Ledige skal have mulighed for at lære at forebygge ledighedsstress så snart de bliver ledige, og derudover skal de kunne få hjælp hos en kompetent konsulent, der kan have en fortrolighed med de ledige, så de kan komme tættere på et arbejde end tættere på sygedagpengesystemet. Det groteske er, at selvom én, der oplever stress, kommer i sygedagpengesystemet, er det ikke sikkert, at han eller hun her kan få den fornødne hjælp, fordi der ikke lige er fokus på, at stress ikke er noget, der forsvinder af sig selv.
Ledighedsstress og den efterfølgende voldelige og truende adfærd går ikke kun ud over ansatte i jobcentre, a-kasser og anden aktører, det går også ud over familien derhjemme, venner, bekendte og mennesker, de møder i deres hverdag. Men det er der ikke lavet målinger over. Tænk, hvad det gør ved end børn eller ved parforholdet, når den ene oplever stress og dermed ændrer adfærd og bliver truende? Måske kunne man også redde flere ægteskaber og give flere børn en tryg tilværelse, hvis de ledige fik hjælp til ledighedsstress.
Problemet med ledighedsstress bliver kun større i den nærmeste fremtid. Jo flere ledige, des større konkurrence og pres, og jo større er risikoen for stress.
Hej Helle
Tak for et tankevækkende indlæg.
Jeg har gennem det seneste godt 1½ år ved flere lejligheder holdt oplæg og undervist nyuddannede og ledige akademikere bl.a. i jobsøgning. Det har været en blandet fornøjelse. Fornøjelse, fordi jeg har mødt mange dejlige og rigtigt kompetente mennesker. Blandet, fordi det er møgærgerligt, for den enkelte og for samfundet, at de ikke er ude på arbejdsmarkedet og gøre gavn.
Jeg genkender dit billede af, at det kan føles vældigt stressende at være ledig. Faktisk skal man være rigtigt stærk som jobsøgende, for ikke at blive klientliggjort, og måske stresset. Der er mange krydser, der skal sættes. Mange mennesker, man skal stå til ansvar over for. Og mange mere eller mindre gode råd, man skal lytte til. Og, som du skriver, hele ens forsørgelsesgrundlag kan være truet, hvis ikke man gør ”det rigtige”.
Det er et problem med rigtigt mange facetter, to vil jeg fremhæve her:
1. Særligt for akademikerne er det min oplevelse, at de sagsbehandlere/a-kasse konsulenter/anden aktører, man møder, har et ret begrænset kendskab til, hvordan arbejdsmarkedet fungere – fx er det sjældent at møde nogen, der selv har erfaring med at ansætte. Så de gode råd er, i bedste fald, teoretisk funderet. Men alligevel føler man sig forpligtet til at følge dem.
2. Mange ledige holder aldrig fri – det kan man jo ikke, før man har fået job. Samtidig skal man måske høre fra venner og familie: ”Det må da være dejligt at have fri, når solen skinner” el.lign. Det er et enormt pres at leve under, for nogens vedkommende desværre igennem en lang periode.
Et par råd til jobsøgere for at forebygge ledighedsstress:
Sæt din jobsøgning i system. Hvad skal du nå for hver dag i ugen? Når du har gjort det, du har lovet dig selv, skal du holde fri.
Tilrettelæg din jobsøgning, så den indeholder elementer væk fra computeren: foredrag, fyraftensmøder, netværksarrangementer osv. Kontakt de steder, du gerne vil arbejde, før de slår en stilling op – indled dialogen. Det vil give små skulderklap undervejs.
Tag ejerskab over din jobsøgning. Gør det, du selv tror, virker.
Meget held og lykke til dig – og alle de andre!
Bedste hilsner
Eva
Kære Eva
Tak for dit indlæg.
Dejligt at blive bekræftet i, at jeg der er andre end mig, der oplever, at der er store udfordringer med ledighedsstress, som der skal gøres noget ved.
Jeg er meget enig i dine 2 problemstillinger, og det er også nogle af dem, jeg tager fat i i mine artikler og i min kommende bog. Det er så super vigtigt at betragte jobsøgning som et arbejde, så man giver sig selv lov til at holde fri.
Tak, fordi du giver dine råd til jobsøgningen. Jeg kan kun bakke op om dem, da de bestemt også er stressreducerende og nogle af mine pointer.
Dejligt at høre, at der er nogen, der arbejder med ledige, som gør en god og kvalificerett hjælpende indsats, i stedet for de utallige mennesker, de ledige møder, som jo netop ikke har erfaring med ansættelsesprocessen, og dermed tit kommer til at vildlede i stedet for at vejlede. Eller bare klappe een på skulderen, fordi de ikke ved, hvad de kan gøre for den ledige.
God arbejdslyst.
Med venlig hilsen Helle Alsted