Jeg bliver så provokeret, når et menneske, der skal hjælpe ledige kommer med udtalelser, der kan gøre, at den ledige bliver selvkritisk, selvnedbrydende og (endnu mere) stresset. Den seneste udtalelse, jeg hørte var, at ”når du har lært at holde en god elevatortale, så får du helt sikkert det allerførste job, du er til samtale på”.
Jeg er ikke uenig i, at det er en god idé at lære at fremsige en god, personlig og ægte elevatortale, så man kan være overbevisende med det samme. Jeg vil endda sige, at det er en rigtig god idé, idet det bestemt er en metode til at få et arbejde – eller komme tættere på et arbejde. Hvis man ikke kan præsentere sig selv på en god måde, så er det meget svært at blive valgt til et arbejde.
Det er udelukkende DIN skyld!
Det, der provokerer mig voldsomt er, at ansvaret for, om du er i arbejde udelukkende bliver lagt på dine skuldre. DU er ikke god nok til en elevatortale, derfor har DU ikke noget arbejde, og DU må blive bedre til at holde elevatortale. Men hvor er relationerne blevet af? Hvor er erfaringerne blevet af? Hvor er de andre kandidater blevet af? Hvor er arbejdsopgaverne blevet af?
Når man lægger ansvaret over på den enkelte person, stiger risikoen for, at personen bliver utilfreds med sig selv, eller presser sig selv yderligere for at blive endnu bedre – og dermed stiger risikoen for at opleve jobsøgningsstress. Og hvis man har tendenser til at ville levere det perfekte, så bliver der helt bestemt overproduceret af stresshormoner i kroppen. Og det gør rent faktisk, at man præsterer langt dårligere, end hvis man bare var lidt nervøs/tændt på den gode måde.
Du er god nok!
Hvad nu, hvis en person HAR leveret en rigtig god elevatortale og i øvrigt har klaret resten af samtalen rigtig godt, og man alligevel får afslag? Vil du så sige, at det alligevel ikke var en god elevatortale? Da kan have leveret en fremragende elevatortale og været god nok, men da alt er relativt, kan den afgørende faktor have noget at gøre med noget, der er uden for din indflydelse.
Det kan være, at virksomheden har to mulige kandidater, men at de vælger den, der har mest erfaring. Mange virksomheder ønsker ikke at have lange oplæringsperioder på et tidspunkt, hvor de har meget travlt, og så er det bedst at have én med erfaring. Det kan også være, at kemien har været bedre med en anden kandidat, som har præsteret en lige så god eller dårligere elevatortale end dig, men at kemien tæller mest. Eller det kan være, at der er blevet lagt vægt på, at én af de andre kandidater bedre vil kunne klare de enkelte arbejdsopgaver end dig, fordi han/hun har nogen kompetencer, som du ikke har.
Det kan også være, at nogen vil synes, at din elevatortale er god, mens andre vil synes, den er dårlig, og hvem skal man så lytte til?
Undervisere er ikke guruer
Jeg synes, det er så farligt, når en ledig (kursist) lægger sin skæbne i hænderne på underviseren ved at stole blindt på ham eller hende. Ja, de kan nogle ting, og ved en masse, men måske har de ikke alle de rigtige svar. Derfor vil jeg opfordre undervisere til at tænke over, hvad det er, der bliver undervist i, samt hvordan det fremlægges. Og derudover vil jeg opfordre ledige på kursus til at tænker over og debattere, hvad det er, der bliver sagt på sådanne kurser.
Jeg oplevede endda, at den samme underviser sagde, at det er elevatortalen, der er afgørende, efter at hun tidligere havde sagt, at det er førstehåndsindtrykket, som allerede kan ske i mødet på gangen, der tæller, om man kommer i betragtning eller ej, samt at 60 % af det afgørende for, om man får jobbet er kemien. Det hænger ikke logisk sammen med, at det er den gode elevatortale, der giver én jobbet.
Mange sandheder
Når man har været på kursus én gang, findes der én sandhed. Når man har været på kursus to gange, findes der to sandheder og sådan stiger det for hver gang. En elevatortale kan vare fra 30 sek til 2 minutter alt efter, hvilket kursus og hvilken underviser du har haft. Så lad være med at stole 100 % på, hvad du hører. Mærk efter, hvad du kan bruge, og hvad du ikke kan bruge. Og tænk over, at du har helt sikkert nogle ting, du kan gøre bedre i din jobsøgning, og i din forståelse af dig selv, men du er ikke den eneste, der bestemmer, om du får jobbet eller ej!
Du skal passe på dig selv og dit selvværd, og du skal lære at trives under ledighed, i stedet for at lytte til nedbrydende budskaber.
Noget af det vigtigste i mine øjne er, at man er sig selv, så meget man kan, og så at man bagefter har en følelse af, at man gjorde det så godt, som man kunne – for så er der i virkeligheden ikke meget mere, man kan gøre… Ud over at forberede sig så godt, man kan til samtalen. For, som du skriver, så handler det bare rigtig meget om kemi. Det, man også skal tænke på som ledig, er, at hvis man kommer ind på en arbejdsplads, hvor kemien er helt forkert, så bliver det heller ikke hverken sjov eller nemt at arbejde der.
Kære Maria
Tak for din kommentar.
Ja, det er jo en gensidig afklaring, om det er en god idé at indlede et arbejdssamarbejde. Du har fuldstændig ret i, at det ikke er godt at arbejde et sted, hvor kemien ikke er god. Med mistrivsel kan man risikere at komme tættere på en sygemelding, og det ønsker hverken den ansatte eller virksomheden. Den jobsøgende har jo faktisk også mulighed for at sige nej tak til et job, hvis man kan mærke, at kemien ikke er god. Men det er de færreste der tænker en jobsamtale som en gensidig afvejning af, om en ansættelse er en god idé.
Tak, fordi du bragte dette perspektiv med ind i debatten.
Mvh Helle Alsted