Det er en hård periode, når ens partner bliver ramt af stress og ikke længere er i stand til at gøre de ting, som han eller hun normalt gør, fordi der ikke er energi til det. Og derudover vil en stressramt ofte ændre væremåde på grund af de mange stresshormoner, der er i kroppen. En person kan gå fra at være udadvendt, kærlig og fuld af liv og humor, til som stresset at være indadvendt, lukket, energiforladt og uden humor. Det kan være svært at komme igennem en sådan periode, men det er vigtigt, at du som partner bevarer fokus på, at det bliver godt igen – også selvom det undervejs kan synes som uendelig lang tid. Sådan føles det også for den, der oplever stressen på egen krop.