Lørdag eftermiddag tilbragte jeg i Pumpehuset til debatten ”Arbejdsløshed sucks” sammen med mange andre ledige, personer, der arbejder med at hjælpe ledige – både inden for og uden for systemet, samt 3 politikere. Debatpanelet bestod af på den ene side ansatte ved forskellige instanser, der har med ledige at gøre, samt en enkel ledig og på den anden side af den radikale Uffe Elbæk, fra Socialistisk Folkeparti Trine Mach og fra Socialdemokratiet Pernille Rosenkrantz-Theil. De tre politikere ville gerne høre den lediges og medarbejderne, der arbejder med ledige om, hvad de nuværende problemer er, samt have deres råd til, hvordan situationen kan løses.
Alle der var til debatten blev inviteret med til at se forpremieren på ”Win Win”. Og det var en rigtig god oplevelse med fremragende skuespillere. Stykket handler om 6 lediges aktivering og oplevelser med aktiveringssystemet. Stykket er skrevet på baggrund af lediges fortællinger om, hvad de har oplevet. Og du kan læse mere om det i slutningen af denne blog.
Problemerne
De problemer, der blev nævnt i forhold til den nuværende måde, ledighed bliver håndteret på, er, at der mangler fokus på individet, alle bliver skåret over én kam fra de forskellige instanser, og der er stor forskel på, hvordan man kan hjælpes både ud fra fagligheden og ud fra de personlige udfordringer; nogle skal presses, andre skal hjælpe til at blive motiverede og en del er super motiverede og har brug for en anden hjælp. Kontrol, manglende respekt for den enkelte og tillid til, at den enkelte ikke bare sætter sig i et hjørne og synes, det er federe at få penge på kontoen i dagpenge eller kontakthjælp. Langt de fleste ledige, vil gerne have et arbejde, men som Rosenkrantz-Theil påpegede, så er der ikke nok ledige jobs til, at alle ledige kan komme i arbejde, og det skal de ikke straffes for med mistillid og kontrol.
Derudover blev nævnt problemer såsom regler, der konstant ændrer sig, så hverken de ledige eller de ansatte kan finde rundt i dem, samt at det er svært at være jobkonsulent og arbejde med ledige, når man gerne vil hjælpe dem og kan se, at det er andet, der skal til, end det der MÅ gøres ifølge lovgivningen. Jobkonsulenten nævnte, at det er svært at være empatisk og hjælpsom, når man skal være pragmatisk og være loyal over for beslutninger og regler, som man ikke selv har valgt.
Hele regelsættet er grundlagt i en tid, hvor der var højkonjunktur, og hvor det var nemt at komme i arbejde, samt i et industrisamfund, hvor jobmarkedet så meget anderledes ud, end det gør i dag. Arbejdsmarkedet er helt anderledes, og derfor skal det være nemmere at blive freelancer, så man kan arbejde lidt og få lidt dagpenge samtidig.
Konsekvenser for samfundet
Én af de store konsekvenser ved de nuværende regelsæt er, at der bliver flere og flere fattige i vores land. Der er flere og flere, der lever af kontanthjælp, og når en stor del langtidsledige til juli 2012 falder for reglen om max 2 års dagpenge, så er der endnu flere, der skal på kontanthjælp, hvis de da overhovedet er berettiget til det, for ellers er der ingen ydelse til dem overhovedet.
En anden konsekvens er det, som ledighed gør ved individets trivsel, som har både helbredsmæssige og psykiske konsekvenser for den enkelte og deres pårørende. (Beskrevet i dette blogindlæg). Da min mand nævnte, at mindst hver anden ledig har stresssymptomer og andre er understresset, blev der grint rundt omkring, og det synes jeg er meget tankevækkende. Er det, fordi mange stadig forbinder stress med travlhed? Ledige har det som jaget vildt, og det udløser mange stresshormoner, så lad os også sætte fokus på dette i debatten; hvordan tager vi hånd om individets trivsel, så vi undgår/kommer af med jobsøgningsstress og understress.
Løsningerne
Forslaget fra et forholdsvist enigt politikerpanel var, at hele regelsættet skal smides ud, så det bliver muligt at begynde forfra. Der skal laves et system, hvor der bliver lagt væk på tillid, respekt og ikke på kontrol. Det skal ikke være en friplads at være ledig, men der skal være plads til, at de ledige kan være med til at skabe deres arbejdsplads i stedet for at holde dem fangede i ledighed. Være plads til at de kan holde sig fagligt i gang og bidrage til samfundet. Rosenkrantz-Theil var til gengæld ikke bleg for at ”sparke folk i gang, der ville vælge at nasse på samfundet og bare modtage deres ydelse uden at gøre noget (mit referat)”.
Der er vigtigt, at de forskellige instanser og systemet kan få lov til at tale sammen. For nogle kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere vil det give bedre mening, hvis de sociale myndigheder kunne tale sammen med de beskæftigelsesrettede myndigheder, så de sammen kunne lave en hjælpsom og holdbar løsning.
Hertil vil jeg tilføje, at hvis man starter forfra, skal man huske at fokusere på at hjælpe de ledige, der allerede nu går rundt i det skjulte med symptomer på jobsøgningsstress eller understress eller er ude i misbrug, for de får det ikke bare bedre af, at regelsættet bliver lavet om. Der skal kyndig hjælp til dem – både nu og i fremtiden. Og derudover så er det vigtigt, at man også tænker på, hvordan man i fremtiden, under en ny beskæftigelsesindsats kan tage hånd om menneskets personlige kamp med ledighed, så de ledige nemmere undgår at blive stressede, understressede, deprimerede og havne bagest i køen til at komme i arbejde.
Win Win – en teaterforestilling fra virkeligheden
Den spændende og vigtige debat føltes for kort, men blev heldigvis efterfulgt af den relevante og meget sigende teaterforestilling Win Win.
Inger Støjberg har set forestillingen og mener ikke, at den afspejler virkeligheden (citat fra Teater 770 Celcius’ Facebook-side). Men mange ledige nikker genkendende til stykkets scener og karaktererne, og mener bestemt ikke, at der overdrives. Andre uden for systemet vil kunne blive oplyst om, hvor udfordrende (på den negative måde) det er at være ledig og skulle kæmpe med rådgivere, der har forskellige holdninger til, om man skal følge reglerne, at man ikke skal lytte til den ledige; om anden aktører, der lader én komme igennem kurset, for at de får refusion for den ledige og en høj succesrate; lediges forvirring omkring, hvad der skal ske, når de bliver indkaldt til møde; samt den manglende respekt for den enkelte.
Det er tankevækkende og grotesk teater, men det er samtidig en god anledning til at komme til at grine af det, man som ledig kan opleve. Det er frustrerende at være i dette system af kontrol, regler og mistillid, men systemet bliver ikke ændret lige nu, og så er det godt at få grint af det, så man får frigivet lidt lykkehormoner. Samtidig er det en rar fornemmelse at være vidne til, at den enkelte ledige ikke er den eneste, der har groteske oplevelser med diverse instanser. Den enkelte ledige er en del af det usynlige fællesskab, der er når man er ledig, og det kan også være med til at give én mere trivsel. Det værste er, hvis den enkelte ledige tror, at man er den eneste, der har det svært og bliver behandlet dårligt. Det er svært at trives, når man vender sin situation indad i troen på, at andre har det meget bedre, bliver behandlet bedre og klarer sig bedre.
Det burde være obligatorisk for alle politikere i folketinget, samt dem der stiller op til det kommende valg at tage ind og se forestillingen. Måske vil de ikke længere kunne lukke øjnene for, at det nuværende system er med til at give mindre trivsel blandt ledige på grund af dårligt psykisk og fysisk helbred, og det er svært nok i forvejen at kæmpe med de økonomiske konsekvenser af ledigheden.
Forestilling er lavet af Teater 770 Celcius og spiller ind til den 28.august kl 20 i Pumpehuset.
Studerende og dagpengemodtagere får nedsat billetpris, og for kontanthjælpsmodtagere, er det endnu billigere. Helt i ånd med forestillingens budskab
Dybdegående dialog om disse emner med Win Wins instruktør Troels Christian Jakobsen: http://www.youtube.com/watch?v=s-1W8R7xZ8s