DR Søndag bragte den 9. januar et indslag om, at frygten for ensomhed er en af de ting, som vi er allermest optagede af i vores samfund. Og for en del mennesker medfører det at være uden arbejde en øget frygt for at blive ensom. Stig Allan Pedersen blev fyret for et halvt år siden og kan tydeligt mærke, hvad ledigheden har gjort ved ham: ”Kedsomhed og ensomhed. Det var sjovt den første måned, men nu er det ikke sjovt mere. Jeg var udadvendt og positiv, havde styr på min tilværelse, havde et arbejde for et halvt år siden– det har jeg ikke mere.”

Det er skræmmende, hvordan et halvt år som ledig kan ændre et menneske fra at være udadvendt og positivt med tjek på livet, til at have et liv præget af kedsomhed og ensomhed og et negativt syn på livet.

Jobbet er ensbetydende med eksistens

Direktøren for Institut for fremtidsforskning, Johan Peter Paludan udtaler, at: ”hvis man mister jobbet, mister man hele sin eksistens! Vi kender ikke naboen, vi kender ikke andre end kollegerne på jobbet.” Vores arbejde fylder en stor del af vores hverdag, og derfor bliver der mindre tid til fritid og venner, og for mange er det heller ikke nødvendigt at prioritere livet uden for arbejdet, idet de får opfyldt det sociale liv og en meningsfuld hverdag på arbejdet. Men når man så mister arbejdet, giver det bagslag, fordi mennesket så skal til at oparbejde et socialt liv og finde en anden mening i hverdagen.

En anden grund til at mennesket mister eksistens, når det mister arbejdet er, at vi i vores samfund hænger vores identitet på det, vi arbejder med. Vi spørger ikke andre om, hvordan de har det, hvad de brænder for eller hvad de godt kan lide at lave. Vi spørger om, hvordan det går på arbejde, og så er det svært for den, der er ledig, at tale med. Og den ledige bliver så spurgt, om han eller hun har fået et arbejde, og det kan være anstrengende og stressende for en del, at man ikke ”er noget”, hvis ikke man har et arbejde.

Del af ”det uønskede fællesskab”

Langt de fleste mennesker trives bedst, når de oplever, at de tilhører et fællesskab. Og igennem hele livet tilhører vi forskellige fællesskaber, hvad enten det er i skolen, på videregående uddannelser, på jobbet, på efteruddannelser, i fritidslivet, i familielivet eller som ledig. Nogle fællesskaber er mere tydelige og givende end andre, og nogle er mere ønskede end andre.

Når man bliver ledig, kommer man enten fra et arbejdsfællesskab eller fra et uddannelsesfællesskab, der styrkedes gennem relationer og/eller faglighed. Som ledig bliver man en del af et fællesskab om det at være ledig, men det er ikke på samme måde et fysisk og synligt fællesskab. Og for langt de fleste ledige er det ikke et fællesskab, de selv har valgt at være i, og dermed heller ikke et fællesskab, som de ønsker at være en del af.

Usynligheden består i, at man ikke rigtig møder ”de andre ledige”, når man tilbringer så meget tid alene, og egentlig kan ”passe sig selv”. Det er typisk først ved aktiveringen, at man møder sit fællesskab, og for mange sker dette gennem en oplevelse af ufrivillighed. Mødet kan ske tidligere, hvis man selv søger de forskellige kurser og tilbud, som gives til ledige i den første ledighedsperiode. Men her er man måske også varsom med at blive en del af fællesskabet. For måske har man ikke helt accepteret, at det er okay at være ledige, og dermed identificere sig som tilhørende den gruppe. Og det er heller ikke sikkert, at man i anden ledighedsperiode har lyst til at være en del at ledighedsfællesskabet, og især ikke når hver dag er en kamp for at komme ud af netop det fællesskab.

Derfor bliver det ekstra vigtigt for ledige at søge andre fællesskaber, som de gerne vil være en del af. Og gennem oplevelsen af at tilhøre de andre fællesskaber, vil risikoen for at føle sig ensom blive mindre.

Skab et socialt liv

Jeg har talt med en del ledige, der taler om ”Den evindelige tid” som ledig. Der ligger flere ting i dette. Blandt andet at man som ledig har ufattelig meget tid alene i hverdagen, mens de har en følelse af, at alle andre mennesker er på arbejde. Der er stor forskel på, om man føler sig alene eller ensom, men på tidspunkter, hvor man er meget alene, bliver frygten for ensomheden forstærket. Derfor er det vigtigt, at man gør en indsats for at minimere risikoen for ensomhed ved at fokusere på at være social. Hvis man har en samlever eller kæreste med/uden børn, vil man automatisk se andre mennesker hver dag, og det vil for de fleste gøre risikoen for ensomhed mindre.

Men hvis man er single kan det være sværere, fordi man her skal gøre en ekstra indsats for at se andre mennesker i hverdagen. Og det kan især være udfordrende, når ens venner og veninder har job, samlever OG børn, for så er der ofte ikke tid til eller mulighed for socialt samvær i hverdagene. Derfor skal du sørge for, at du har sociale aftaler med venner og/eller familie flere dage om ugen, så du ikke sidder for meget alene. Du kan også gå til fritidsaktiviteter for at være sammen med andre mennesker.

For både singler og ikke-sigler kan man overveje, om man skal sidde sammen med andre og gøre jobsøgningsaktiviteter én til fem dage om ugen, så man ikke tilbringer de mange timer med jobsøgningen alene. Og hvis ikke man sparrer med hinanden er det i det mindste dejligt at have nogen at spise frokost med.

Beskæftigelsessystemet skal hjælpe

Flere ledige efterlyser, at man er med i et netværk, hvor man mødes en gang om ugen eller mere. Et netværk, hvor man kan få sparring på ansøgninger og cv’er, få nye idéer til jobsøgningen, fx nye steder at lede efter jobs, eller jobs, som andre har hørt om. Netværk, hvor man holder hinanden lidt til ilden, så man ikke kommer ned i gear, samt hvor man bare har det sociale aspekt, så man ikke bliver mærkelig og ensom af at tilbringe så megen tid alene. Og som det sidste, er der også for nogle ledige behov for at dele nogle af de frustrationer, der opstår i kampen med systemets kontrol og begrænsninger, samt i kampen mod ledighedsstress; både understress og jobsøgningsstress.

Nogle skal tage et sådant initiativ, og det kan være svært for den enkelte ledige. Måske finder man nogen, når man er på aktiveringskursus, man kan mødes med, men når det først er efter et halvt år (ledige under 30 år) eller 9 måneder (ledige over 30 år), så er der meget lang tid, hvor man ikke har dette netværk. Og hvor der er risiko for at gå meget ned i gear (blive understresset) eller være i overgear (opleve jobsøgningsstress), og begge dele skulle gerne forhindres. Hvis man hurtigere møder andre mennesker i samme situation, kan det føre til, at man hurtigere bliver en del af det nye fællesskab, om ikke andet et socialt fællesskab, som mindsker risikoen for mistrivsel og ensomhed, så en fyr som Allan Sitg Pedersen kan blive ved med at være udadvendt og positiv og undgå ensomheden.