Kan vi juble over faldende ledighed?

Nyhederne har flere gange i dag fortalt, at ledigheden er faldet i august, og det er jo bestemt positivt for samfundet, noget at juble over, og giver de ledige forhåbninger om, at der nu igen en gang i ansættelserne.

De ledige flyttes rundt i statistikkerne

MEN du kan godt få armene ned igen. Jeg hørte også et interview med Inger Støjberg, hvor hun er så god at fortælle, at det ikke betyder, at der er flere, der er kommet i arbejde, men at det er det tal, der fortæller, hvor mange, der går ledige på dagpenge og søger arbejde. Det tal, der bliver refereret til med faldende ledighed fortæller egentlig, at der var flere i august, der var i aktivering, der var på ferie, der havde (syge- barsels-) orlov eller var på 6 ugers selvvalgt kursus. Det vil sige, at ledigheden ikke er faldet, jobcentrene er bare blevet bedre til at sende de ledige hen i andre statistikker.

Jeg håber ikke, at der er mange af dem, der optrådte på ledighedslisterne, der er kommet på sygedagpengelisterne på grund af jobsøgningsstress eller ledighedsstress. Så er de jo bare endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, og det er bestemt ikke noget at juble over.

Statistik kan være godt for nogle ting, men det kan bestemt også være skidt for andre. Jeg håber ikke, at de ledige nu skal til at høre for, at de stadig er ledige selvom ledigheden er faldet, når den reelt ikke er det. Luk ørerne for statistikkerne, dem kan du alligevel ikke bruge til noget i dit liv. 3 ud af 10 får arbejde inden for 3 måneders ledighed. 5 ud af 10 får arbejde inden for 6 måneders ledighed, men hvad kan DU bruge det til? Tag det til dig, hvis det giver dig en positiv forhåbning om, at du er én af dem i den positive statistik. Hvis du bliver modløs af statistik, så lad være at lytte til den.

Hvis du kun hører en statistik og ikke dens indhold, så kan man nemt bliver ledt på vildveje. Ville ønske, at journalisterne gav nogle mere uddybende referater og indslag, så man ikke får et forvrænget billede af virkeligheden.

Inger vil gøre noget! Gerne snart

Inger Støjberg nævnte i samme interview, at der bestemt skulle gøres noget andet og noget mere i forhold til at hjælpe de ledige, og det håber jeg da bestemt, at hun vil gøre. Jeg vil i hvert fald fortsætte mit personlige kald om at gøre det nemmere at være ledig i dag, så man undgår ledighedsstress. Også selvom det handler om at holde ministeren fast på, at hun skal gøre noget for at ændre vilkårene og give kvalificeret hjælp!

Hold håbet oppe, der er også et arbejde til dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *