Kan ”Dagpengeland” skabe fokus på mere kvalitet hos anden aktører?

Måske kender du allerede til internetsiden www.dagpengeland.dk, hvor Lau Aaen skriver satirisk om sine oplevelser i aktivering hos Integro i Nordjylland. Hvis ikke du kender den, så skal du unde dig selv at få et godt grin over, hvor grotesk et aktiveringsforløb, om at få ledige tilbage på arbejdsmarkedet, kan være.

”Dagpengeland” som bog

”Dagpengeland” bliver nu udgivet som bog hos Gyldendal. Og jeg mener, det er en vigtig bog i forhold til at afdække, hvor meningsløse og groteske forløb hos anden aktører kan være. Der har været stor interesse omkring internetsiden lige fra starten, og der er desværre rigtig mange ledige, der tilkendegiver, at de har samme oplevelser i deres aktivering. Jeg har for eksempel også skrevet om én af mine oplevelser i et blogindlæg om en konsulent, der kaldte de ledige for ”nitter”. Kan læses her

Jeg håber på, at udgivelsen af ”Dagpengeland” kan være med til at skabe et meget vigtigt fokus på, at der skal ske noget i forhold til, hvordan der arbejdes med ledige i Danmark. Dagpengeland handler om, hvordan det står til hos én af de mange anden aktører på markedet. Kan du genkende dette? Og hvordan oplever du din kontakt og hjælp hos jobcenter, fagforening og a-kasse? Bliver du anerkendt for den du er, med de udfordringer du har? Føler du, at du kan få hjælp, hvis du har det svært med at være ledig og oplever stress eller understress?

Anden aktør skjuler ledighedsstress

Jeg blev i sidste uge spurgt, om jeg ville holde oplæg om ledighedsstress hos en anden aktør, men da jeg havde sagt ja, gik ledelsen ind og lavede kontraordre og trak invitationen tilbage. Jeg var blevet spurgt af én ledig, der var i virksomhedspraktik hos anden aktøren. Ledelsen syntes ikke, at det var en god ide, at deres kandidater fik lejlighed til at lufte deres frustrationer og stress. Jeg undres! Det er tankevækkende og skræmmende, når 82,6 % af IAK’s medlemmer i 2010 mente, at stress blandt ledige er et tabu. Og det bliver desværre ikke mindre tabu af, at problemerne bliver lukket inde og bliver gjort til de lediges eget problem.

Forskellige metoder til at tackle ledighed

Jeg synes, det er rigtig godt, at Lau Aaen skriver sine meget velformulerede, satiriske blogindlæg, det er god underholdning, og vi kan få et godt grin eller ryste på hovedet. Der er brug for den slags blandt ledige, og også for at andre kan forstå, hvad det er, de ledige skal igennem. Men samtidig mener jeg, at det er vigtigt, at der er kyndig vejledning til de ledige, der oplever symptomer på enten jobsøgningsstress eller understress, og netop derfor har jeg oprette denne hjemmeside og skrevet bogen ”Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig”. Bogen indeholder konkrete værktøjer til at forebygge og håndtere begge former for ledighedsstress.

Skal de ledige bestemme indholdet?

Jeg mener, at der skal mere fokus ind i jobsøgningen om, hvordan de ledige har det under deres ledighed, samt at de skal lære at forebygge jobsøgningsstress og understress. De tilbud, der er nu, mener jeg ikke er fyldestgørende i forhold til de lediges behov. Men hvem er det egentlig, der skal bestemme, hvad der skal undervises i på aktiveringskurser? Og hvem er det, der bestemmer, hvilken hjælp de ledige skal have fra a-kasser, jobcentre og fagforeninger? Det kunne være, at det var på tide at tage de ledige med på råd, så de får hjælp til det, der spænder ben for den direkte vej til at komme i arbejde. Eller spørge nogen, der tør tage fat i de problemer, der tydeligvis er, i stedet for at lukke øjnene og tænke, at de forsvinder, hvis ikke vi taler om det. Det er en dårlig taktik, der kun gør problemerne værre!

Du kan læse mit blogindlæg om lediges manglende mening i aktiveringen her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *