Jeg hørte en rigtig spændende udgave af ”Iben og Mødregruppen” på radio24syv fra tirsdag den 3.januar, hvor der blev talt om kvinder og stress. Det var en vældig interessant diskussion set fra min faglige vinkel, men bestemt også en diskussion, man kan få noget ud af, hvis man er i arbejde. Desværre kom de ikke rigtig ind på emnet om stress blandt ledige, selvom det var et af de punkter, værten sagde, de ville komme ind på senere. I panelet var en kontanthjælpsmodtager, der til sidst i programmet brød ud i gråd – og det er her, jeg synes, det blev rigtig rigtig spændende og relevant i dette forum.

Overlevelse og salg af livsenergi

De ting, der ramte den ledige kontanthjælpsmodtager hårdt var på den ene side, at der i udsendelsen var en kvinde, der ringede ind og fortalte, at hun tidligere havde haft stress. Hun havde efterfølgende valgt at starte en virksomhed, hvor de tog hensyn til tidligere stressramte, fordi der ikke tages hånd om dem på ”almindelige” arbejdspladser. Hver morgen blev der afholdt et møde, hvor de både talte om, hvorvidt der var nogen medarbejdere, der havde problemer/stressende situationer derhjemme, der skulle gøre, at de havde mindre arbejde den dag. Og talt om, hvad der skulle laves den dag, hvilke af opgaverne, der ville give medarbejderne stress, så de skulle fritages for de opgaver – eller aflastes med nogle andre. Der var ansat nogle personer, der ikke havde haft stress, så de kunne trække det store læs. Kvinden sagde, at det handlede om overlevelse på arbejdsmarkedet, og det slog kontanthjælpsmodtageren rigtig hårdt.

På den anden side var der stressekspert Majken Matzau, der fortalte, at mange medarbejdere i dag gav deres livsenergi til arbejdsgiveren, fordi medarbejderne har svært ved at sige fra, når der er langt flere i arbejdsstyrken, end der er brug for. Medarbejderne kan nemt skiftes ud – de kan vælge og vrage, som de vil, når de vil. Og når en medarbejder giver sin livsenergi til arbejdspladsen, bliver der ikke meget overskud og energi til fritids- og familieliv, og så er der ikke langt til en stressreaktion.

Derudover var der flere lyttere igennem, fortalte deres historier om stress, samt været sygemeldte med stress. Én af kvinderne fortalte, at hun havde fået en hjerneskade af ikke at stoppe på arbejde i tide, så hun nu var førtidspensionist.

Konklusionen blev ud fra disse historier og betragtninger, at det ikke kan betale sig at arbejde, da man alligevel bare bliver syg af det. Det vil sige, at hvis man er arbejdsløs, så jagter man egentlig et job, der sikkert gør én syg, og så er det lidt et valg mellem pest eller kolera? Måske var det det, der ramte kontanthjælpsmodtageren så hårdt? Mange ledige på kontakthjælp eller dagpenge har det skidt og er stressede i deres ledighed og går og tænker, at når bare de kommer i arbejde, så bliver al ting godt. Men hvis de får dette drømmescenarie ødelagt af arbejdendes historier om stress, og i stedet kan se frem til at få det dårligt og blive stressede, når de endelig når målet om at komme i arbejde, så slår det rigtig hårdt. Det giver ikke et særligt positivt syn på fremtiden.

Det rigtige match

Jeg læste i et I Form-blad om en undersøgelse fra Australien viser, at ledige, der kommer i et arbejde, de selv ønsker, og som de har kvalifikationerne til – både personligt og fagligt, langt sjældnere bliver sygemeldte på grund af stress end ledige, der vælger et hvilket som helst arbejde – bare for at komme ud af ledigheden. Og det er uanset om man har været stresset ledig eller ej. Det gælder altså om – både for den ledige og for virksomheden, at foretage det rigtige match mellem arbejde og ansat. (Jeg kan desværre ikke finde bladet, men hvis nogen kender til undersøgelsen, må de gerne linke dertil)

Giv dig selv lov til at reagere

Der er altså håb for den ledige – stresset eller ej, om at de kan komme i arbejde uden efterfølgende at blive stressede. Og det er jo positivt.

Men jeg vil samtidig sige, at jeg forstår godt kontanthjælpsmodtageren i ”Iben og Mødregruppen”, der blev så ked af det. Én af de andre i panelet nævnte i den sammenhæng, at de overhovedet ikke havde grint i to de timers sendetid – og det plejede de. Stress er et tungt emne, og det er hårdt at høre på andres historier, når man selv kæmper – for eksempel med ledighed. Man bliver skrøbelig af ledighed! Der blev gjort en indsats for at muntre den ledige op, men jeg synes, at hun kom med en rigtig god pointe her: Det skal være okay at sige, at vi har det dårligt! Ja, det skal være okay at blive ked af det og udtrykke det over for andre mennesker – uanset om man er i radioen eller er privat. Jeg tror på, at hvis vi lader være med at lukke vores ”negative” følelser inde, så bliver det nemmere at tackle dem, acceptere dem, komme sig over dem, og dermed kunne se et lyspunkt og vejen frem – og igen få mod på at leve livet og kæmpe. Samt at vælge, hvad vi vil anvende vores livsenergi på.